jugoslavisk film

Der blev første gang forevist film i Beograd i 1898, og den første serbiske spillefilm, Karađorđe, havde premiere i 1910.

Efter dannelsen af det jugoslaviske kongerige i 1918 forsøgte man at etablere en national filmproduktion, men på trods af enkelte succeser strandede produktionen endegyldigt under den økonomiske krise i 1930'erne.

Efter 2. Verdenskrig og oprettelsen af forbunds-folkerepublikken Jugoslavien blev der etableret en statslig filmindustri med produktion i de enkelte republikker.

Landets brud med Moskva i 1948 betød, at industrien blev overdraget til de ansattes selvforvaltning, og im- og eksporten blev i 1950 fordelt på hhv. et serbisk og et kroatisk filmselskab; det var det første tegn inden for filmindustrien på modsætningerne mellem de føderale republikker.

Efterkrigstidens spillefilm var stærkt patriotiske, og først i slutningen af 1950'erne brød instruktørerne med de folkedemokratiske klichéer. Med udspring i en produktion af dokumentarfilm bevægede man sig i 1960'erne gradvis tættere på den aktuelle samfundsmæssige udvikling.

Det medførte, at flere instruktører kom i karambolage med censurmyndighederne, bl.a. serberne Branko Bauer (1921-2002) med filmen Licem u lice (1963, Ansigt til ansigt), som delte det jugoslaviske publikum i to lejre, Puriša Đorđević (1924-2022) og Dušan Makavejev med sin seksuelt frisindede WR — Misterije organizma (1971, Organismens mysterier).

Efter opløsningen af Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien har bl.a. makedoneren Milčo Mančevski (f. 1959) med Po Dezju/Before the Rain (1994, Før regnen) og bosnieren Emir Kusturica med Underground (1995) og Zivot je cudo (2004, Livet er et mirakel) forsøgt at forholde sig til områdets komplicerede historie.

Det gælder også bosnieren Danis Tanovic (f. 1969) med den satiriske antikrigsfilm No Man's Land (2001, Ingenmandsland).