Serbien og Montenegro. Jugoslavien før 1992 og 1992-2006. Det daværende Serbien omfattede også Kosovo.

.

Serbien og Montenegro var en stat på Balkanhalvøen, der opstod i 1992 ud fra det "Restjugoslavien", dvs. delstaterne Serbien og Montenegro, der var tilbage, da den øvrige del af den langt større jugoslaviske folkerepublik efterhånden var blevet til fire selvstændige lande (Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien, det senere Nordmakedonien).

Faktaboks

Også kendt som

Srbija i Crna Gora (på serbisk og montenegrinsk); 1992-2003 officielt Jugoslavien

Staten beholdt navnet Jugoslavien, indtil den i 2003 blev afløst af den løsere union Serbien og Montenegro. Efter at en folkeafstemning i Montenegro i maj 2006 gav flertal for montenegrinsk selvstændighed, blev unionen mellem Serbien og Montenegro opløst.

Forfatning

Det daværende Serbiens udstrækning, inkl. Kosovo, inden for staten Serbien og Montenegro.
.

Forfatningen for Statsunionen Serbien og Montenegro erstattede i 2003 forfatningen for den Jugoslaviske Føderale Republik.

Statsunionens lovgivende magt lå hos et parlament med 126 medlemmer udpeget af de eksisterende føderale og delstats-forsamlinger, fordelt med 91 deputerede fra Serbien og 35 fra Montenegro. Det var hensigten, at parlamentet efter 2 år skulle vælges i direkte valg. På delstatsniveau lå den lovgivende magt hos en nationalforsamling på 250 i Serbien og en forsamling på 75 i Montenegro. Begge forsamlinger var direkte valgt. De to delstater havde hver sin præsident og regering.

Den udøvende magt lå hos en præsident, der var såvel statsoverhoved som regeringschef. Denne valgtes af parlamentet for en fireårs periode.

Historie

Forbundsrepublikken Jugoslavien blev officielt dannet med vedtagelsen af statens forfatning den 27. april 1992 af parlamentarikere fra Serbien og Montenegro. De to republikker var da de eneste tilbageværende delstater i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, efter at republikkerne Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien 1991-1992 havde meldt sig ud. Denne udmeldelse blev anerkendt af udlandet, senest af USA den 7. april 1992, hvorved det nye Jugoslavien længe i medierne blev betegnet som "Restjugoslavien".

Landet gjorde fra begyndelsen krav på at overtage det gamle Jugoslaviens plads i de internationale organisationer, men blev behandlet som en ny stat og stillet uden for organisationerne. Yderligere var landet 1992-1995 underkastet en række økonomiske, politiske og kulturelle sanktioner pga. støtten til serberne i Bosnien-Hercegovina. Ganske vist trak det nye Jugoslavien serbiske-montenegrinske styrker ud af Bosnien i maj 1992, men det efterlod rigeligt med materiel til de bosniske serbere, som også fremover støttedes af Jugoslavien i deres kamp for et serbisk-domineret Bosnien.

De udenlandske sanktioner blev en voldsom og stigende belastning, inflationen steg drastisk og nåede i december 1993 op på 3-4 procent i timen. Allerede i maj 1993 havde regeringen brudt med de bosniske serbere, uden at det dog havde overbevist udlandet. Sanktionerne hævedes først efter Jugoslaviens aktive medvirken ved fredsforhandlingerne i Dayton, USA, og i Paris november/december 1995. Forhandlingerne resulterede i en samlet fredsaftale om fremtiden for Bosnien-Hercegovina og det 1991-1998 serbisk-kontrollerede Østslavonien. Men Jugoslavien blev ved med at have en del uafklarede mellemværender med de tidligere jugoslaviske republikker og med udlandet.

Den vigtigste magtposition i Jugoslavien var præsidentposten i Serbien, som 1989-1997 var beklædt af Serbiens tidligere kommunistiske partichef, nu leder af Det Serbiske Socialistparti, Slobodan Milošević. Han lod sig i juni 1997 vælge til forbundspræsident for Jugoslavien, da forfatningen forbød hans genvalg til præsidentposten i Serbien.

Milošević samarbejdede i begyndelsen med ultranationalistiske partier, samtidig med at hans regering opretholdt sit greb om de offentlige medier, militæret og det talstærke og veludrustede politi. Store politiske demonstrationer i 1993 blev slået ned med hård hånd. Derimod undlod regeringen af hensyn til udlandet at gribe hårdt ind mod demonstrationer i Beograd og andre store byer i december 1996 og januar 1997, efter at oppositionspartierne havde fået deres valgsejre underkendt i en række valgkredse. Men den politiske situation var stadig meget spændt, dels pga. dårlig økonomi og udbredt arbejdsløshed, dels pga. modstand mod regeringspartiets stærke greb om samfundsapparat og medier.

Jugoslaviens endeligt

Slobodan Milošević havde indtil 1999 udkæmpet – og tabt – tre krige for Jugoslavien; det blev den fjerde – krigen om Kosovo – der blev begyndelsen til enden for hans karriere. Situationen i Kosovo var blevet stadig mere spændt siden midten af 1980'erne, og i sommeren 1998 blev der foranstaltet omfattende kosovo-albanske demonstrationer mod det serbiske regime med krav om genindførelse af autonomi. Samtidig havde de kosovo-albanske protester også antaget en militant karakter, da oprørsgruppen Kosovos Befrielseshær (UÇK) i stigende grad rettede angreb mod serbiske interesser i Kosovo.

Serbisk militær og politi blev sat ind for at knuse oprøret, men dette førte til internationale krav om en serbisk tilbagetrækning af de militære styrker. Ugers forhandlinger i Frankrig i 1999 var resultatløse, og den 24. marts 1999 indledte NATO luftbombardementer af serbiske enheder og stillinger i Kosovo og Serbien for at tvinge de serbiske styrker ud af Kosovo. Denne kampagne blev ført frem til den 11. juni 1999, hvor Milošević efter NATO-bombninger af også den civile infrastruktur, blev tvunget til at trække sine styrker ud af Kosovo.

I september 2000 var Milošević på valg som Jugoslaviens præsident. På trods af en omfattende propagandakampagne i de statskontrollerede medier blev han slået af oppositionens kandidat, Vojislav Koštunica. Milošević nægtede at anerkende resultatet og lod sig selv udråbe til sejrherre, hvilket førte til omfattende demonstrationer og en generalstrejke. Den 5. oktober 2000 besatte demonstranter parlamentet i Beograd og hovedkvarteret for det statsejede fjernsyn.

Milošević blev tvunget fra magten og seks måneder senere arresteret og udleveret til Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag, hvor han var tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden. Udleveringen var dog meget kontroversiel i Serbien. Efter Miloševićs fald blev oppositionen splittet af intern rivalisering, og en stigende politikerlede har kendetegnet især Serbien: i juni 2004 blev den serbiske præsidentpost besat efter at tre forudgående forsøg – det første i slutningen af 2002 – var kendt ugyldige på grund af for lille valgdeltagelse. Der er fortsat en nationalistisk strømning i serbisk politik, der vil gøre tilnærmelsen til EU vanskelig.

Forholdet til Serbiens mindre partner, Montenegro, blev reguleret med vedtagelsen af en ny forfatning den 4. februar 2003, der opløste Jugoslavien og erstattede denne stat med en løsere union med navnet Serbien og Montenegro. Ifølge denne kunne parterne i unionen tre år efter forfatningens vedtagelse afholde folkeafstemning om løsrivelse fra unionen. Dette skridt tog Montenegro den 21. maj 2006, hvor lige over 55 procent af befolkningen stemte for uafhængighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig