Rijeka er en kroatisk by ved Adriaterhavet 130 km sydvest for hovedstaden Zagreb. Den er med sine 109.000 indbyggere (2021) Kroatiens tredjestørste by efter Zagreb og Split, og den fungerer som center for den centrale og vestlige del af landet.

Faktaboks

Etymologi

Navnet betyder 'flod' på kroatisk, svarende til betydningen af byens italienske navn.

Også kendt som

Fiume (på italiensk)

Rijeka er Kroatiens vigtigste havneby med flådestation, skibsværft og olieraffinaderi. Desuden er der bl.a. maskinindustri og kemisk industri. I den gamle bydel ligger fæstningen Trsat på et højdedrag. Bydelen rummer også Sankt Vitus-kirken fra 1600-tallet og en række barokbygninger. Desuden findes teater og flere museer.

Rijekas historie

Fra 200-tallet fandtes her en romersk by, Tarsatica. Byen kom 1466 under habsburgerne. Den blev frihavn i 1717 og fik selvstyre i 1779. Fra 1814 var byen skiftevis under østrigsk, ungarsk og kroatisk herredømme. Efter 1. Verdenskrig var Rijeka omstridt mellem Italien og Jugoslavien (se Fiume); den tilfaldt Italien i 1924 og kom efter 2. Verdenskrig til Jugoslavien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig