Rab, ø i Kvarnerbugten i Kroatien 75 km syd for Rijeka; ca. 100 km2, 9300 indb. (2011). Øen domineres af parallelle, op til 408 m høje kalkrygge. Vinavl og dyrkning af grøntsager er udbredt, men turisme er den afgørende indtægtskilde. Hovedbyen Rab har et middelalderligt bybillede med en tidligere domkirke fra 1100-t., et dominikanerkloster og et fyrstepalads.