Novi Sad er en by i Serbien 75 km nordvest for Beograd; 1945-89 hovedstad for den tidligere autonome provins Vojvodina; 176.000 indb. (2001). Byen har serbisk flertal og et stort mindretal af ungarere og andre nationaliteter. Et tysk mindretal udgjorde tidligere 1/4 af befolkningen, men blev fordrevet i 1945.
Faktaboks
- Etymologi
-
Užice
- Også kendt som
-
Újvidék (på ungarsk), Neusatz (på tysk)
Byen er en vigtig flodhavn på Donau og jernbaneknudepunkt. Kemisk, keramisk og elektroteknisk industri samt maskinindustri spiller en stor rolle. Som centrum for et frodigt landbrugsområde har byen produktion af landbrugsmaskiner og levnedsmidler og er vært for en årlig landbrugsmesse.
Novi Sad er en serbisk og ungarsk kulturby med universitet (1960) og ortodokst bispesæde. Før 1. Verdenskrig var byen det kulturelle centrum for alle serbere i Østrig-Ungarn. Byen blev ramt af flere luftbombardementer under NATO's aktioner under Kosovokrisen i 1999; det gik bl.a. ud over broerne over Donau i og omkring byen.
Novi Sad blev anlagt over for fæstningen Petrovaradin ved dekret af Maria Theresia i 1748 som et led i opbygningen af Vojvodina. Den havde fra begyndelsen status af fristad og fik hurtigt stor økonomisk og kulturel betydning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.