Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kroatien (Historie)

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

Kroatien. Efter oprettelsen af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere i 1918 ændrede samarbejdsviljen mellem serbere og kroater sig, og spændingen i parlamentet i Beograd kunne være stor. Det kulminerede i 1928, da det montenegrinske parlamentsmedlem Raćić skød og dræbte to andre medlemmer, bl.a. lederen af det kroatiske bondeparti, Stjepan Radić; tre andre blev såret. Tegning fra den italienske avis Illustrazione del Popolo den 8. juli 1928.

Kroatien. Efter oprettelsen af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere i 1918 ændrede samarbejdsviljen mellem serbere og kroater sig, og spændingen i parlamentet i Beograd kunne være stor. Det kulminerede i 1928, da det montenegrinske parlamentsmedlem Raćić skød og dræbte to andre medlemmer, bl.a. lederen af det kroatiske bondeparti, Stjepan Radić; tre andre blev såret. Tegning fra den italienske avis Illustrazione del Popolo den 8. juli 1928.

Det kroatiske kystområde blev erobret af romerne i 200-t. f.Kr. (se Illyricum), mens indlandet først blev romersk i kejsertiden (se Dalmatia). I slutningen af 500-t. erobredes landet af slaverne, og i løbet af 700-800-t. blev indbyggerne kristnet og har siden religiøst hørt til den romersk-katolske kirke. I 925 blev den første kroatiske konge, Tomislav 1., kronet til konge. Ungarns konger knyttede tidligt via ægteskaber forbindelser til det kroatiske kongehus, og den ungarske konge Kálmán blev 1102 kronet som konge af Kroatien. I middelalderen så kroaterne i den ungarske konge en beskytter, først mod Venezia, som i 1200- og 1300-t. forsøgte at underlægge sig hele den østlige Adriaterhavskyst, dernæst i 1400-t. mod osmannerne. 1526 faldt den ungarske konge, Lajos 2., i et slag mod osmannerne, og Ungarn blev delt i en større tyrkiskdomineret del og en mindre del, som kom under de habsburgske fyrster i Østrig. Den centrale del af Kroatien og kystlandet kom til at tilhøre habsburgerne, Venezia beholdt Dalmatien, og Slavonien kom under direkte osmannisk besættelse.

Kroatien blev et vigtigt brohoved mod yderligere osmannisk fremtrængen og desuden et tilholdssted for mange serbere, der flygtede fra de tyrkiskbesatte områder. De fik lov til at slå sig ned som en slags soldaterbønder i grænseegnene, den såkaldte Militärgrenze Krajina, som kom til at udgøre et særligt administrativt område.

Kort før år 1700 lykkedes det østrigerne at fortrænge osmannerne fra Ungarn og Slavonien, så de nordlige dele af Kroatien blev forenet under habsburgsk herredømme. Det første forsøg på at skabe en samlet kroatisk nation blev dog foretaget af Frankrig. Efter at have slået Venezia og Østrig besatte franske tropper i 1806 det meste af det nuværende Slovenien, det centrale Kroatien, Dalmatien og Dubrovnik og skabte heraf i 1808 de Illyriske Provinser. Disse blev formelt indlemmet i Frankrig, men udgjorde et særligt territorium, hvor det "illyriske sprog", det franske ord for kroatisk, blev ophøjet til officielt sprog ved siden af fransk og italiensk; hele området kom dog ved Napoleons nederlag i 1814 under Østrig.

Annonce

Under de østrigske kejsere blev Kroatien igen delt, idet den nordlige del blev til en del af Ungarn, mens Dalmatien udskiltes og henlagdes direkte under Østrig. Ungarn havde i første halvdel af 1800-t. et vidtgående selvstyre, og også her var der stærke nationalistiske strømninger. Ungarerne brød med gammel tradition og indførte ungarsk som regeringssprog i stedet for latin, ligesom ungarsk blev undervisningssprog i gymnasierne. Sprogstriden blev den væsentligste grund til, at kroaterne gjorde oprør og støttede den østrigske kejser, da Ungarn i 1848 brød med kejseren. Heri støttedes kroaterne af de serbere, der boede i Kroatien. Kroatien kom herefter direkte under Østrig og fik en kroatisk statholder, Josip Jelačić, men 1867 blev Kroatien atter givet tilbage til Ungarn.

I 1800-t. forsøgte de ungarske nationalliberale politikere at gøre det ungarske rige så ungarsktalende som muligt. Her stod kroaterne og serberne i Kroatien med et fælles problem, som gjorde, at de fandt sammen. Forbrødringen mellem serbere og kroater blev i høj grad fremmet af panslaviske idéer, som især var sat i omløb af russerne. Det gode forhold mellem serbere og kroater ændrede sig efter foreningen i december 1918 i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, selvom de ledende kroatiske politikere helhjertet var gået ind for den. Den nye stat blev ikke et jævnbyrdigt partnerskab mellem nationerne, således som kroaterne havde forventet, og deres erfaringer med det fælles parlament i Beograd blev ikke gode. Krisen kulminerede i 1928, da et montenegrinsk parlamentsmedlem i parlamentet affyrede pistolskud mod ledende kroatiske politikere. Lederen af det kroatiske bondeparti, Stjepan Radić, døde en måned efter attentatet af sine sår. 1929 indførte kong Aleksander et diktatur, ændrede landets navn til Jugoslavien og gennemførte en ny provinsinddeling, der gik på tværs af de historiske grænser mellem rigets bestanddele. Kongen blev myrdet i 1934 i Marseille. Bag attentatet stod den kroatiske terrororganisation ustaša. I 1939 forhandlede den nye leder af det kroatiske bondeparti, Vladko Maček (1879-1964), og prinsregent Pavle sig frem til en ordning, hvorefter der oprettedes et delvist selvstyrende Kroatien inden for rammerne af kongeriget.

Dette eksperiment blev der sat en brat stopper for ved det tyske angreb på Jugoslavien i april 1941. De radikale nationalister, ustaša, under ledelse af Ante Pavelić fik nu magten i Kroatien. Den Uafhængige Stat Kroatien indlemmede resten af Bosnien-Hercegovina og forsøgte at løse "problemet" med de mange serbere i Kroatien og Bosnien-Hercegovina ved at foranstalte massemord på dem i ly af den tyske besættelse. Mange kroater deltog dog i partisankampene mod tyskerne og ustaša, og det blev en kroat, Josip Broz Tito, som kom til at stå i spidsen for den nye kommunistiske forbundsstat efter krigen. Kroatiens grænser blev igen ændret, hvilket bl.a. betød, at Bosnien fik de kroatisk befolkede områder tilbage.

Ustaša-regimet gav Kroatien et imageproblem efter krigen, og i efterkrigstidens Jugoslavien var man meget på vagt over for en genopblussen af især kroatisk nationalisme. Det viste sig i 1971, da flere fremtrædende kroatiske nationalister blev stillet for retten og idømt fængselsstraffe, efterfulgt af udrensninger i Det Kroatiske Kommunistparti. I 1980'erne udløstes nye spændinger i forholdet mellem kroaterne og Beograd pga. dels den økonomiske krise, dels den voksende serbiske nationalisme og en genopvågnet kroatisk nationalisme; igen greb regimet ind med fængslinger. Forbundspræsidenten for Jugoslavien, kroaten Ante Marković, prøvede at skabe en fællesjugoslavisk føderalistisk bevægelse, men det var for sent. I Serbien havde nationalisterne med Slobodan Milošević som leder sejret, hvilket i længden gjorde de kroatiske føderalisters stilling uholdbar. I december 1989 omdøbte de kroatiske kommunister sig til Partiet for Demokratisk Forandring, og i februar 1990 bestemtes det, at der skulle afholdes parlamentsvalg med flere partier. Her sejrede den nationalistiske Kroatiske Demokratiske Union, HDZ, stort med Franjo Tudjman som leder. Partiet indførte en ny forfatning baseret på flerpartisystem og et stærkt præsidentembede, og Kroatien blev principielt defineret som en uafhængig stat med kroaterne som det "statsbærende" folk.

Jugoslaviens opløsning og Kroatiens selvstændighed.

Udviklingen vakte bekymring hos mange serbere, der boede i Kroatien, da de nu så sig defineret som et mindretal. Krajinaområdet nær Bosnien blev en kilde til konflikt, hvor kampe mellem lokale serbiske militser og kroatisk politi blussede op i 1991. Ved en folkeafstemning i maj 1991 stemte 93% af de fremmødte 84% af vælgerne for uafhængighed, heraf også mange serbere. 25.6.1991 erklærede Kroatien sig samtidig med Slovenien for helt uafhængigt af Jugoslavien. Forbundsregeringen svarede med at sætte hæren ind mod udbryderrepublikkerne. Mens krigen i Slovenien kun varede få uger, blev krigen i Kroatien langvarig. Hen ved en tredjedel af landet kom efter hårde kampe under serbisk kontrol. EU anerkendte 15.1.1992 Kroatiens selvstændighed, hvorpå FN-styrker blev placeret i de serbiskkontrollerede områder. Kroatiens vigtigste politiske mål blev herefter at opnå effektiv kontrol med hele sit territorium samt forhindre, at det kroatiske mindretal (knap 20%) i Bosnien blev rendt over ende af de andre befolkningsgrupper.

Efter en militæraktion i Kraijna-provinsen i 1995, som bragte denne under kroatisk kontrol og eliminerede dens serbiske befolkning, blev der før tiden i oktober 1995 holdt valg til Repræsentanternes Hus, hvor det regeringsbærende nationalistiske parti HDZ med 44,8% af stemmerne i kraft af valgsystemet sikrede sig 62,5% af mandaterne. Det var dog ikke nok til at sikre det til en forfatningsændring nødvendige 2/3 flertal, som præsident Tuđman gik efter, men nok til at sikre hans faste greb om kroatisk politik.

1996 kritiserede FN's sikkerhedsråd skarpt Kroatien for de kroatiske troppers optræden mod serberne i Krajina 1995, men Tuđman modsatte sig udlevering af kroatiske statsborgere til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag. Derimod meldte den tidligere øverstkommanderende for den bosnisk-kroatiske hær, Tihomir Blaskić, der var anklaget for en massakre mod bosniakiske civile i Bosnien i 1993, sig til tribunalet i Haag. I 1996 anerkendte Kroatien og Jugoslavien gensidigt hinanden, og Kroatien optoges, efter at have afskaffet dødsstraffen, i Europarådet, og året efter ratificerede det kroatiske parlament den Europæiske Konvention til beskyttelse af Menneskerettighederne. Januar 1998 integreredes den sidste serbisk befolkede enklave under FN-kontrol, Østslavonien, i Kroatien. Den i Daytonaftalen 1995 forudsete repatriering af serbiske flygtninge i Kroatien gik dog trods udenlandsk pres meget langsomt, ligesom der var stor utilfredshed med kroatiske myndigheders vægring ved at udlevere hemmeligstemplede akter i Blaskić-sagen. Tuđman protesterede officielt over for tribunalet i Haag over forberedelsen af krigsforbryderprocesser mod de kroatiske generaler, som havde ledet Krajina-operationen i 1995, og truede med at afbryde alt samarbejde med Haag.

Under konflikten i Kosovo mellem NATO og Jugoslavien i 1999 stillede Kroatien sit luftrum til rådighed for NATO. Året blev imidlertid i stigende grad præget af præsidentens sygdom, rivaliseringen mellem de forskellige fløje inden for HDZ, samt politisk og økonomisk stagnation. I december døde præsident Tuđman i Zagreb.

Ved valget til Repræsentanternes Hus i januar 2000, hvor valgsystemet var ændret til almindelige forholdstalsvalg, led HDZ nederlag. Ministerpræsident blev Ivica Račan, den sidste kommunistiske regeringsleder i Kroatien og siden leder af Kroatiens Socialdemokratiske Parti SDP. Han fik især støtte fra det socialliberale parti HSLS, ledet af den moderate nationalist Dražen Budiša (f. 1948). Ved præsidentvalget samme år kom anden runde til at stå mellem regeringens kandidat Dražen Budiša og Stipe Mesić, den sidste præsident for det gamle Jugoslavien i 1991, som siden var brudt ud af HDZ og havde grundlagt det Kroatiske Folkeparti (HNS). Mesić vandt med 56,2% af stemmerne. Den nye centrum-venstre regering repræsenterede et klart brud med Tuđmans stærkt nationalistisk-antijugoslaviske linje. Viljen til større regionalt samarbejde og en afdæmpning af støtten til de bosniske kroater skabte interesse for Kroatien som eventuelt fremtidigt EU- og NATO-land. I samme retning virkede en forfatningsændring i november 2000, som øgede parlamentets og forfatningsdomstolens magt i forhold til præsidentembedet. Samtidig forbedredes Kroatiens økonomi, bl.a. takket være forøgede turistindtægter.

Kroatien i begyndelsen af 2000-t.

Indenrigs- og regionalpolitisk svækkedes Ivica Račans regering i 2001 af den Istriske Demokratiske Forsamlings (IDS) udtræden i protest mod regeringens modstand mod vidtgående autonomi for halvøen Istrien og indførelse af italiensk som andet officielle sprog i provinsen. Et andet stridspunkt i regeringskoalitionen var forholdet til nabostaten Slovenien om den fælles udnyttelse af atomkraftværket Krško på grænsen mellem staterne, hvor præsident Stipe Mesićs forsoningspolitik stødte på kraftig modstand fra nationalistisk side. Mesićs regionale forsoningsbestræbelser gjorde dog et vigtigt skridt fremad i 2002, da et møde kom i stand i Sarajevo mellem statsoverhovederne i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Jugoslavien (Serbien og Montenegro). Her blev der ingået aftaler om nærmere økonomisk samarbejde, styrkelse af repatrieringen af flygtninge og forstærket indsats mod den organiserede kriminalitet.

Ved valget til Repræsentanternes Hus i 2003 gik HDZ til magten under en ny og moderniseret ledelse med Ivo Sanader (f. 1953) som formand. Partiet opnåede ikke absolut flertal, men Sanader dannede en centrum-højre mindretalsregering støttet på flere mindre partier, herunder repræsentanterne for det serbiske mindretal, som til gengæld fik en aftale om ophør af diskrimination. Det lykkedes dog ikke HDZ at erobre præsidentposten fra den populære Stipe Mesić ved præsidentvalget i januar 2005, hvor partiet som modkandidat havde opstillet sin næstformand, viceministerpræsident Jadranka Kosor (f. 1953). Mesić vandt i anden valgrunde med 65,9%, med en valgdeltagelse på 51%.

Kroatien møder stadig international kritik for at give kroaterne i Bosnien mulighed for at stemme ved de kroatiske valg, samtidig med de har stemmeret ved valgene i Bosnien. Mesić har ønsket at afskaffe denne praksis, som Sanader imidlertid har holdt fast ved. Det største udenrigspolitiske problem har dog også siden 2000 været udlandets kritik af en tilsyneladende manglende kroatisk vilje til samarbejde med krigsforbrydertribunalet i Haag med henblik på udlevering af de krigsforbrydersigtede kroatiske generaler. Da Serbien i 2001 havde udleveret ekspræsident Slobodan Milošević, måtte Kroatiens ministerpræsident Račan love krigsforbrydertribunalet at udlevere de to kroatiske generaler Rahim Ademi (f. 1954) og Ante Gotovina (f. 1955). Ademi meldte sig straks - som den første kroatiske statsborger - mens Gotovina frem til 2005 formåede at holde sig skjult og forblev en stadig belastning for kroatisk udenrigs- og indenrigspolitik.

Det ultranationalistiske parti HSP, Det Kroatiske Retsparti, tredoblede sit mandattal ved kommunalvalgene i 2005. Partiets vælgere er bl.a. utilfredse med, at personer man opfatter som nationale helte fra befrielseskrigen skal stemples som krigsforbrydere. Gotovina-sagen førte bl.a. til, at Kroatien i 2005 blev sat tilbage i køen blandt ansøgerlande til EU. Kroatien blev imidlertid bakket op af Østrig, som stillede det som betingelse for en påbegyndelse af samtaler om Tyrkiets tilslutning til EU, at også samtaler med Kroatien indledtes. I efteråret kom Gotovina endelig til Haag, men både i EU og NATO var der stadig forbehold over for landet, selv om dets økonomi var stærkere end eksempelvis Slovakiets, Letlands og Litauens. Kroatien gik således glip af muligheden for EU-medlemskab samtidig med Rumænien og Bulgarien pr. 1.1.2007, men landet støttedes af sine naboer i det gamle Jugoslavien, inklusive Slovenien, samt af Slovakiet, der har stillet ekspertise til rådighed for Kroatien i forbindelse med tilnærmelsesprocessen til EU. I 2011 afgjorde Kommissionen, at Kroatien levede op til kriterierne for optagelse i EU, og medlemslandene stemte for Kroatiens tiltrædelse. Ved en folkeafstemning i 2012 stemte kroaterne ja til medlemskab, og landet blev optaget som EU's 28. medlemsland 1.7.2013.

Læs mere om Kroatien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Kroatien (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111325