Isonzofronten
Udateret foto fra Isonzofronten. Italienske tropper under en tilbagetrækning.
Isonzofronten
Byline: Topfoto/Ritzau Scanpix.

Isonzo er en flod i grænseområdet mellem Italien og Slovenien med udmunding i Triestebugten. Den udspringer i De Julijske Alper i Slovenien og løber 100 km mod syd, før den krydser grænsen ved Gorizia.

Faktaboks

Også kendt som

slovensk Soča

Vådområdet omkring flodmundingen med et rigt fugleliv har siden 1996 haft status af naturreservat. Under 1. Verdenskrig dannede området omkring Isonzo rammen for de vigtigste krigshandlinger på den italiensk-østrigske front i årene 1915-1917.

Isonzofronten 1915-1917

Italienske soldater ved Isonzo

Italiensk soldater i færd med at kaste en håndgranat fra en skyttegrav ved Isonzofronten. Billedet er givetvis opstillet til ære for fotografen, men det giver en god fornemmelse af, hvor primitive de italienske skyttegrave ved fronten ofte var – simpelthen for de skulle hugges ud i sten- og klippegrund. Der er tale om et fotografi, taget af en italiensk officiel hærfotograf. © IMW 65142

Af .

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig løb den østligste del af den italiensk-østrigske grænse få kilometer vest for floden, og områderne omkring den sydlige del af Isonzos løb blev den vigtigste del af den italiensk-østrigske front. Da resten af fronten forløb i bjergområder, var terrænet omkring Isonzo det eneste, som åbnede mulighed for angreb, der kunne skabe afgørende gennembrud.

Den italienske hærledelse under Luigi Cadorna fokuserede derfor fra Italiens krigsindtræden i maj 1915 kræfterne på Isonzoområdet. Forestillingen var, at de italienske tropper skulle bryde gennem de østrigske forsvarsstillinger og derefter rykke frem til Trieste over Karst (italiensk: Carso), der ligger mellem Alperne og Adriaterhavet. Erobringen af Trieste var et centralt italiensk krigsmål, men ambitionen var at rykke videre mod øst til Ljubljana og derfra true det østrigske kerneland.

Umiddelbart efter krigsudbruddet kunne italienske styrker krydse Isonzo. Fremrykningen skyldtes dog at de østrigske tropper var rykket tilbage til højere beliggende velbefæstede stillinger. Italienernes forsøg på at bryde gennem de østrigske stillinger i slutningen af juni 1915 mislykkedes efter blodige kampe. En ny offensiv i juli endte med samme resultat.

Krigen ved Isonzo kørte fast som en stillingskrig, næsten før den kom i gang. Forklaringen er som ved stillingskrigen på den mere kendte vestfront i Frankrig og Belgien, at krigsteknologien var til forsvarernes fordel. De kunne nyde godt af dækning i skyttegrave og velforberedte befæstninger, og artilleri og maskingeværer kunne rette dødbringende ild mod angriberne. Ved Isonzo havde østrigerne desuden fordelen af højere beliggende stillinger, mens det for italienerne var vanskeligt at bygge dækningsstillinger i Karsts kalksten, når de havde held med mindre fremrykninger.

Alligevel gennemførte den italienske hærledelse frem til efteråret 1917 yderligere ni offensiver ved Isonzo – alle med lige så skuffende resultater som de første to. Efter 11 offensiver var de italienske styrker kun rykket 5-25 km frem og det eneste, der kunne fremstilles som en sejr, erobringen af byen Gorizia i april 1916, havde ingen militær betydning.

Den 24. oktober 1917 blev det 12. og sidste Isonzoslag indledt. Slaget, der normalt betegnes som slaget ved Caporetto, adskilte sig dramatisk fra de foregående 11. Denne gang var der tale om en tysk-østrigsk offensiv, hvor der med held blev anvendt nye angrebstaktikker. De tysk-østrigske tropper brød gennem de italienske linjer og sendte deres modstandere på tilbagetog, der ofte lignede en regulær flugt. Først ved floden Piave, ca. 120 km vest for Isonzo, lykkedes det for den italienske hær at standse den tysk-østrigske fremrykning.

Isonzofrontens militære betydning

Fra et italiensk perspektiv var kampene ved Isonzo en fiasko, der var tæt på en katastrofe med nederlaget i det sidste Isonzoslag. Fra et østrigsk perspektiv er billedet naturligvis anderledes: Her blev vellykkede afvisninger af italienske offensiver kronet med en imponerende sejr. Men sejren tvang ikke Italien ud af krigen og havde derfor begrænset betydning. I forhold til resultaterne var tabstallene enorme. Mere end 700.000 soldater mistede livet ved Isonzo.

Isonzofronten som erindringshistorie

Efter krigsafslutningen fik slagmarkerne ved Isonzo i Italien status som nationalt mindested, koncentreret omkring mange krigskirkegårde, men også krigens tydelige spor i landskabet i form af huler og skyttegrave. Mindekulturen blev intensiveret af det fascistiske regime i 1930’erne, hvor de faldne blev samlet i monumentale anlæg langs fronten. Det største og vigtigste er anlægget ved Redipuglia, hvor 100.000 faldne (herunder 60.000 uidentificerede) fra Isonzoslagene er genbegravet. Anlægget blev indviet i 1938. Der blev ikke udviklet en tilsvarende mindekultur omkring de faldne fra de østrigske styrker ved Isonzo.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig