Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bosnien-Hercegovina - historie

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

Bosnien-Hercegovina. Ustaša-soldater, fotograferet i Banja Luka maj 1941. Efter den tyske invasion af Jugoslavien dannede de kroatiske ustašaer en milits med det formål at skabe et Storkroatien og bekæmpe modstandsbevægelsen. De foretog etniske udrensninger af serbere og andre ikke-kroatiske befolkningsgrupper, samarbejdede med tyskerne og havde magten i området frem til maj 1945.

Bosnien-Hercegovina. Ustaša-soldater, fotograferet i Banja Luka maj 1941. Efter den tyske invasion af Jugoslavien dannede de kroatiske ustašaer en milits med det formål at skabe et Storkroatien og bekæmpe modstandsbevægelsen. De foretog etniske udrensninger af serbere og andre ikke-kroatiske befolkningsgrupper, samarbejdede med tyskerne og havde magten i området frem til maj 1945.

Bosnien-Hercegovina var i oldtiden en del af Illyrien. Fra år 9 e.Kr. fik romerne fast kontrol med området, og det latinske sprog vandt efterhånden udbredelse. Administrativt blev området delt mellem provinserne Dalmatia og Pannonia. I 300- og 400-t. blev det invaderet af gotere og kort efter 600 af slavere, som gjorde hele området homogent slavisktalende.

Navnet Bosnien er afledt af floden Bosna og optræder første gang i 900-t. i byzantinske kilder. I 1100-t. forsøgte både Ungarn og Det Byzantinske Rige at få herredømmet over området, som religiøst set var domineret af en særlig sekt, bogomilerne.

Ungarn svækkedes i 1200-t. af mongolernes hærgen, men i øst voksede en ny stormagt frem, som kulminerede i 1300-t., Serbien. Dets magt smuldrede dog hen efter kejser Stefan Uroš 4. Dušans død i 1355, hvilket gav den bosniske ban (vicekonge) Tvrtko mulighed for at skabe et uafhængigt kongerige, som 1377 opnåede pavelig anerkendelse. Tvrtko 1. var en stor erobrer, og hans rige udviklede sig til et Storbosnien, som ved hans død i 1391 ud over det nuværende Bosnien omfattede det sydlige Dalmatien og en del af Montenegro. De efterfølgende herskere nærmede sig igen Ungarn under indtryk af den stigende trussel fra tyrkerne, og Bosnien overlevede som selvstændigt rige, indtil den sidste konge, Stefan Tomašević, faldt for tyrkerne i 1463. Det tog dog yderligere nogle år, før hele Bosnien var besat af tyrkerne. I den sydlige del af landet, som tidligere under navnet Hercegovina var blevet skilt ud som et særligt hertugdømme, holdt enkelte borge ud indtil i 1480'erne. Det sidste ungarske støttepunkt i det nordlige Bosnien faldt først i 1528.

Annonce

I tiden efter den tyrkiske erobring gik en stor del af den bosniske befolkning over til islam i modsætning til befolkningen de fleste andre steder på Balkan, hvilket kan skyldes, at bogomilernes lære synes at have visse ligheder med erobrernes. Det er dog også muligt, at der blot var tale om almindelige kristne, som gik over til islam af opportunisme. Dette er i dag den fremherskende opfattelse hos serberne og kroaterne, mens den muslimske befolkning generelt har tilsluttet sig bogomilerteorien og ser sig som det middelalderlige Bosniens sande arvtagere.

I 1500-t. erobrede tyrkerne det meste af Ungarn, og Bosnien var dermed ikke mere et frontområde. Med enkelte modifikationer opstod Bosniens moderne grænser først i 1699 ved Freden i Karlowitz mellem de østrigske habsburgere, de osmanniske tyrkere og republikken Venezia, som da beherskede det meste af Dalmatien. Freden stadfæstede tyrkernes tab af Ungarn, og derefter blev Bosnien islams fremskudte bastion i Europa.

Der fandt en kraftig byvækst sted ikke mindst i administrative centre som Banja Luka, Travnik, Sarajevo og Mostar, og det blev især byerne, som fik en dominerende islamisk karakter. Frem til ca. 1800 var der et ganske godt forhold mellem de forskellige befolkningsgrupper, og området havde en høj grad af lokal autonomi i forhold til regeringen i Istanbul. I løbet af 1800-t. reducerede regeringen imidlertid den lokale selvbestemmelse, hvilket medførte krav om selvstændighed samt sociale spændinger og opstande. I 1875 udviklede en bondeopstand sig til en konfrontation mellem militæret og hovedsagelig kristne bønder; det udløste udenlandsk intervention.

I 1878 besatte Østrig-Ungarn området for at skabe "ro og orden". Reelt blev det løsrevet fra Osmannerriget og i 1908 formelt annekteret af Østrig-Ungarn. Dette skabte voldsom forbitrelse især i Serbien, hvor man havde forestillet sig, at området skulle være serbisk, når tyrkernes herredømme på Balkan endelig brød sammen. Det var baggrunden for den serbiske student Gavrilo Princips attentat på den østrig-ungarske tronfølger Frans Ferdinand og hans hustru Sophie von Chotek, da parret var på officielt besøg i Sarajevo 28.6.1914. Skuddene udløste den diplomatiske krise, som førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig førte til Østrig-Ungarns nederlag og opløsning og til Bosniens forsvinden som administrativ enhed. Provinsgrænserne i det nye sydslaviske kongerige (fra 1929 Jugoslavien) blev trukket på tværs af de gamle grænser. Bosnien-Hercegovinas kroatiske flertalsområder blev i det store og hele indlemmet i de kroatisk dominerede naboprovinser, som i 1939 blev lagt sammen til en kroatisk storprovins, der omfattede betydelige dele af Hercegovina. Muslimerne i Bosnien-Hercegovina var blevet en glemt gruppe.

Det nye sydslaviske kongerige kaldte sig indtil 1929 "Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere", og muslimerne i Bosnien måtte derpå selv finde ud af, om de ville betragte sig som serbere eller kroater. Det faldt mange svært at vælge. Blandt de kulturelt mest vestligt orienterede muslimer var der dog en tendens til at foretrække kroatisk nationalitet og at skrive med latinske bogstaver.

Under 2. Verdenskrig erobrede den fascistiske kroatiske stat under sin "fører" Ante Pavelić hele det tidligere Bosnien-Hercegovina og indledte en udryddelseskrig mod den store serbiske befolkningsgruppe i området. Målet blev formuleret således: En tredjedel af serberne skulle gøres til kroater ved omvendelse til katolicismen, en tredjedel skulle fordrives og den sidste tredjedel udslettes. Serbernes alfabet, det kyrilliske, blev forbudt.

Hvad muslimerne angik, var de kroatiske fascisters holdning mindre entydig. Nogle af de kroatiske ledere gik ind for en kroatisk stat med to religioner, katolicisme og islam, og for at demonstrere dette program blev et stort kunstgalleri i Zagreb omdannet til en moské. Andre, især blandt de kroatiske terrortropper, Ustaša, mente, at Bosnien-Hercegovina skulle gøres til et rent katolsk land.

Bosnien-Hercegovina blev den mest mishandlede del af Jugoslavien under 2. Verdenskrig. Det var her, de kommunistisk ledede partisaner under Tito fik opbygget deres magtbasis. I Jajce i Bosnien dannedes 29.11.1943 grundlaget for en jugoslavisk forbundsrepublik, baseret på jævnbyrdighed mellem nationerne. Bosnien-Hercegovina blev i 1945 en af seks nye jugoslaviske republikker inden for grænserne fra før 1918 med enkelte justeringer. Der fandt hovedsagelig af statistiske grunde en registrering sted af borgernes nationale tilhørsforhold. Først i 1971 blev betegnelsen "muslimani" brugt som officiel statistisk kategori. Muslimerne blev nu Bosnien-Hercegovinas største befolkningsgruppe, mens serberne indtog andenpladsen. Den nye etniske kategori spillede dog ingen rolle, så længe det kommunistiske parti styrede Bosnien.

Bosnien var ikke i forgrunden under de politiske og senere militære kampe, som førte til Jugoslaviens reelle opløsning i 1991. Men da de vestlige republikkers (Sloveniens og Kroatiens) løsrivelse blev et uomgængeligt faktum, og de nærmede sig international anerkendelse, ønskede muslimernes ledelse ikke at blive tilbage med Serbien i en jugoslavisk forbundsstat.

Selvstændighed og borgerkrig 1991-95

Bag den bosniske regerings tilbageholdenhed i begyndelsen lå frygten for, at krigen skulle brede sig til republikken. Forudsætningerne herfor var dog allerede skabt ved det første flerpartivalg mod slutningen af 1990, da det tidligere regerende tværnationale kommunistparti kun fik 14 af parlamentets 240 pladser. Største parti blev det muslimske Partiet for Demokratisk Aktion med 86 mandater; derefter fulgte Det Serbiske Demokratiske Parti med 72 mandater og Det Kroatiske Demokratiske Fællesskab med 44 mandater. Muslimerne kunne således danne flertal med et af de andre nationale partier, mens disse kun sammen med kommunisterne kunne få flertal mod muslimerne.

De serbiske nationalisters modtræk var at nægte at anerkende en uafhængig bosnisk stat, som de ville udgøre et mindretal i; både blandt serbere og kroater fik de kræfter overtaget, der foretrak en reel opløsning af Bosnien-Hercegovina. Den muslimsk ledede bosniske regering holdt derimod fast ved den integrerede stat, ligesom mange bosniere gjorde det på tværs af nationalitetsgrænserne, ikke mindst i Sarajevo. Store fredsdemonstrationer blev afholdt så sent som i april 1992.

Da var det også slut. Snigskytter åbnede ild mod en stor ubevæbnet, tværnational fredsdemonstration i Sarajevo, og mange blev dræbt. Krigen var i gang, og 6.-7. april 1992 anerkendte en række stater, herunder EU's medlemslande, Bosnien-Hercegovinas uafhængighed.

Krigen i Bosnien-Hercegovina begyndte i april 1992 og varede til november 1995. Den udløstes af modsætningen mellem bosnisk-kroatiske og bosniakiske (muslimske) politikeres bestræbelser efter republikkens udtræden af Jugoslavien og de bosnisk-serbisk politikeres hævdelse af retten til, under disse omstændigheder, at løsrive sig fra Bosnien-Hercegovina og slutte sig sammen med serbere i andre dele af det daværende Jugoslavien. Krigen brød ud i forbindelse med EU-landenes anerkendelse af Bosnien-Hercegovina som uafhængig stat 6.4.1992. I maj 1992 trak den jugoslaviske forbundshær sig ud af Bosnien, men i stedet dannedes med støtte fra Serbien en lokal bosnisk-serbisk hær ledet af bosnisk-serbiske officerer fra forbundshæren og under politisk ledelse af den bosnisk-serbiske præsident, Radovan Karadžić. Problemet for den bosnisk-serbiske ledelse var, at de serbiskbefolkede områder ikke udgjorde et ensartet, sammenhængende område, men at befolkningsgrupperne boede spredt mellem hinanden, og i byerne var totalt blandet. Derfor forsøgte den at opnå kontrol med et sammenhængende område, dels med rent militære midler, dels ved fordrivelse af ikke-serbiske befolkningsdele. En tilsvarende politik blev snart taget op af de bosnisk-kroatiske ledere, mens den bosniakiske ledelse i Sarajevo kæmpede for princippet om en udelt multietnisk Bosnien-Hercegovina. Den appellerede til FN, EU og NATO om støtte, i første række diplomatisk opbakning og våbenleverancer til den nydannede bosniske regeringshær, som forsvarede de spredte områder, der stadig var under Sarajevos kontrol. Et fredsforslag, Vance-Owen-planen, strandede i maj-juni 1993 på bosnisk-serbisk modstand og manglende amerikansk opbakning, og krigen fortsatte med uformindsket voldsomhed, hvorunder udlandet i stigende grad vendte sig imod de bosniske serberes bestræbelser på at eliminere de bosniakiske enklaver i Øst- og Vestbosnien og den fortsatte beskydning af Sarajevo. Der fandt omfattende etniske udrensninger sted, og hvad der reelt var en krig mod civilbefolkningen, gav sig også udslag i de værste massakrer i Europa siden 2. Verdenskrig, bl.a. bosnisk-serbiske styrkers massakre i juli 1995 af mere end 7000 bosniakiske mænd i Srebrenica. I 1994 skabtes på amerikansk initiativ et forbund mellem kroater og bosniakker, og deres styrker, som fik stigende udenlandsk støtte, gennemførte i efteråret 1995 et afgørende militært gennembrud, som reducerede de serbiskkontrollerede områder fra ca. 70% til ca. 45% af republikken.

Efter borgerkrigen

Bosnien-Hercegovina. Efter de voldsomme ødelæggelser i Sarajevo under borgerkrigen er der begyndt at skyde nye byggerier op mellem ruinerne. Fotografi fra 2001.

Bosnien-Hercegovina. Efter de voldsomme ødelæggelser i Sarajevo under borgerkrigen er der begyndt at skyde nye byggerier op mellem ruinerne. Fotografi fra 2001.

Ved den amerikanskmæglede Daytonaftale i november 1995 enedes den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident om et udadtil forenet Bosnien-Hercegovina, indadtil opdelt i to enheder. Den militære sikkerhed skulle varetages af internationale styrker og en international politiker have opsyn med normaliseringen af samfundet. Ved de første, internationalt overvågede valg i 1996 dominerede nationalistiske partier, og det gik meget langsomt med at etablere et samarbejde på tværs af de etniske skel.

Støttet af de nationalistiske regimers fald i 2000 i Kroatien og Serbien er integrationsprocessen delvis styrket, selvom den politiske struktur baseret på opdelingen i to politiske "enheder", den serbiske Republika Srpska og den kroatisk-bosniakiske Federacija, volder besvær. Under det internationale protektorat har FN's "høje repræsentant", briten Paddy Ashdown, gentagne gange grebet ind over for korrupte politikere og embedsmænd, der er blevet tvunget til at træde tilbage og i en række tilfælde stillet for retten.

Den internationale militærstyrke SFOR (Stabilisation Force) på ca. 12.000 mand blev 2004 erstattet af en EU-styrke (EUFOR) på 7000 mand. I 2005 blev en sammenlægning af Føderationens og Republika Srpskas militære enheder endelig effektueret under pres fra både NATO og EU. Samtidig er en fælles udenrigstjeneste for Bosnien-Hercegovina stablet på benene; således er der nu etnisk blandet personale på republikkens ambassader i udlandet. Da bosnisk politi i 2005 optrævlede en islamistisk terrorgruppe med hjælp fra dansk og svensk politi, var det frugten af et udvidet og forbedret politisamarbejde.

I 2005 åbnedes et nyt kammer ved den bosniske højesteret i Sarajevo specielt til behandling af krigsforbrydelser som aflastning for FN's Krigsforbryderdomstol (ICTY) i Haag. Her er siden sket en række domfældelser, bl.a. af Radovan Karadžićs partifælle og efterfølger som præsident i Republika Srpska, Biljana Plavšić. Karadžić selv blev i juli 2008 arresteret i Beograd af de serbiske myndigheder og modtog i 2016 en dom på 40 års fængsel ved FN's Krigsforbryderdomstol i Haag, mens hans militære øverstkommanderende, general Ratko Mladić, først blev fanget 26.5.2011 af serbisk politi. En uge senere blev også han udleveret til FN's Krigsforbryderdomstol.

Muligheden for en langsigtet normalisering og europæisk integration af Bosnien-Hercegovina synes at være et samarbejde mellem alle tre befolkningsgrupper for bl.a. at tiltrække udenlandsk kapital. Det er især ungdommen i Bosnien, som drømmer om et Balkan og Europa uden indre grænser, mens krigens modsætninger stadig plejes af nationalistiske kredse. Problemerne er særligt synlige i skolevæsenet, hvor eleverne fordeles efter etnisk baggrund, og hvor bl.a. historieundervisningen er stærkt præget af hver sin etnisk bestemte opfattelse af historie og religion. Tilbagevenden af flygtninge og fordrevne til deres tidligere hjem sker langsomt, og visse steder modvirker udenlandsk finansierede privatskoler i praksis børnenes integration i lokalsamfundet.

Læs også om Bosnien-Hercegovinas forhistorie eller om Bosnien-Hercegovina generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Bosnien-Hercegovina - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49978