Bled, by i Slovenien 50 km NV for Ljubljana; 8122 indb. (2016). Byen, der ligger i ca. 500 m højde mellem De Julijske Alper og Karavankerne, har udsigt til Sloveniens højeste bjerg, Triglav (2863 m). Bled er både et søgt vintersportssted og en populær badeby; et mildt klima betinger en lang badesæson. Hoteller samt talrige patriciervillaer præger byen. Bled er vokset sammen af fem landsbyer, der omgiver den 1,5 km2 store og indtil 31 m dybe, gletscherdannede Bledsø. På en ø heri ligger valfartskirken Santa Maria, og på en 114 m høj klippe ved søbredden ligger en borg, som første gang er nævnt i 1004.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.