Zadar, ital. Zara, havneby på den dalmatiske kyst i Kroatien 120 km NV for Split; 71.500 indb. (2011), hovedsagelig kroater, men med et serbisk mindretal. Byen er et populært turistmål og har fiskerihavn, skibsværft, tekstil- og levnedsmiddelindustri; bl.a. produceres likøren maraschino. Et filosofisk fakultet under universitetet i Zagreb ligger i byen, der også er præget af kirkebygninger fra tidlig middelalder.

Historie

Stedet var oprindelig beboet af illyrere, men blev som Jadera romersk 69 f.Kr. 752-1105 var byen byzantinsk. Den blev omstridt mellem Venedig og Ungarn-Kroatien, som skiftevis dominerede den, indtil den ungarske konge i 1409 solgte den til Venedig. Efter denne stats fald i 1797 var Zadar under Østrig indtil 1918 bortset fra en kort periode under fransk besættelse 1808-13. 1921-44 var byen under navnet Zara en italiensk enklave; derefter har den hørt til Kroatien. Byen led meget under 2. Verdenskrig og i begyndelsen af krigen i Kroatien 1991-95.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig