Srpska

Srpska, Republika Srpska, den 25.053 km² store bosnisk-serbiske del af republikken Bosnien-Hercegovina; 1,43 mio. indb. (2010). Banja Luka er det administrative centrum.

Republika Srpska blev udråbt i marts 1992, efter at de bosniske serbere havde afholdt en folkeafstemning, som viste flertal for bosnisk-serbisk løsrivelse fra Bosnien-Hercegovina, såfremt det løsrev sig fra Jugoslavien. Srpska fik eget parlament i Pale ved Sarajevo; dets præsident var Radovan Karadžić. Ved udbruddet af krigen i Bosnien-Hercegovina i april 1992 forsøgte Srpskas ledere med serbisk støtte og gennem erobringer og etniske udrensninger at skabe et stort sammenhængende område alene beboet af serbere.

I september 1995 mistede Srpska store områder til Bosnien-Hercegovinas regeringshær og kroatiske styrker, og ved Daytonaftalen i november 1995 fastsattes Srpskas omfang til 49% af Bosniens territorium, og det fik status som en autonom enhed inden for Bosnien-Hercegovina på linje med den bosnisk-kroatiske og bosnisk-muslimske føderation. Samtidig bestemtes, at personer sigtet for krigsforbrydelser ikke måtte beklæde politiske lederposter. Det betød, at Karadžić måtte træde tilbage. Han efterfulgtes som præsident 1996 af Biljana Plavšić (f. 1930).

Da Srpskas ledere 1996-97 så vidt muligt søgte at undgå samarbejde med den bosnisk-kroatiske og bosnisk-muslimske føderation, fik Srpska ikke andel i hjælpen fra udlandet. I sommeren 1997 brød Biljana Plavšić derfor med Radovan Karadžić og kredsen omkring ham og indledte en samarbejdskurs med Vesten. Plavšić meldte i 2001 dog sig selv til den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY), da hun var tiltalt for krigsforbrydelser.

Også i den bosniske føderation arbejder politiske kræfter for en opblødning af forholdet mellem de to bosniske politiske enheder, og Srpska har fået større del i den internationale økonomiske genopbygningshjælp til Bosnien-Hercegovina. Som en betingelse herfor - og som en konsekvens heraf - er bosniske kroater og bosniske muslimer i nogen grad begyndt at flytte tilbage til de områder, som de blev fordrevet fra under borgerkrigen. Tilbageflytningen sker dog langsomt og giver enkelte steder stadig anledning til spændinger.