Koper, (ital. Capodistria), Sloveniens største havneby beliggende på nordkysten af Istrien 80 km SV for Ljubljana; 25.000 indb. (2011). Det gamle Koper ligger på en ø og har forbindelse med det nye kvarter Semedela på fastlandet. I Koper fremstilles bl.a. knallerter og bådmotorer; turisme er blevet et vigtigt erhverv. Byens rådhus og domkirke er fra 1500-t.

Byen, der kendes fra antikken, blev i 1279 venetiansk og gjort til hovedstad i Istrien. Den var besat af Frankrig 1797-1813; herefter var den indtil 1918 en del af Østrig og overgik derpå til Italien. Efter 2. Verdenskrig var Koper en del af fristaten Trieste, men blev i 1954 overtaget af Jugoslavien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig