Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zadar

Oprindelige forfattere GNis, KFle og MRoed Seneste forfatter Redaktionen

Zadar, ital. Zara, havneby på den dalmatiske kyst i Kroatien 120 km NV for Split; 71.500 indb. (2011), hovedsagelig kroater, men med et serbisk mindretal. Byen er et populært turistmål og har fiskerihavn, skibsværft, tekstil- og levnedsmiddelindustri; bl.a. produceres likøren maraschino. Et filosofisk fakultet under universitetet i Zagreb ligger i byen, der også er præget af kirkebygninger fra tidlig middelalder.

Historie

Stedet var oprindelig beboet af illyrere, men blev som Jadera romersk 69 f.Kr. 752-1105 var byen byzantinsk. Den blev omstridt mellem Venezia og Ungarn-Kroatien, som skiftevis dominerede den, indtil den ungarske konge i 1409 solgte den til Venezia. Efter denne stats fald i 1797 var Zadar under Østrig indtil 1918 bortset fra en kort periode under fransk besættelse 1808-13. 1921-44 var byen under navnet Zara en italiensk enklave; derefter har den hørt til Kroatien. Byen led meget under 2. Verdenskrig og i begyndelsen af krigen i Kroatien 1991-95.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen, Karsten Fledelius, Martin Rødbro: Zadar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183781