Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mostar

Oprindelige forfattere GNis, KFle og MRoed Seneste forfatter Bodil Hammer

Den berømte genopbyggede bro i Mostar. Foto: Tommy Hansen

Den berømte genopbyggede bro i Mostar. Foto: Tommy Hansen

Mostar, by ved floden Neretva i Bosnien-Hercegovina 75 km SV for Sarajevo; hovedby i Hercegovina; 105.000 indb. (2003). Byen havde før borgerkrigen 1992-95 en blandet etnisk sammensætning (i 1991 34% kroater, 35% bosniske muslimer, 19% serbere og resten jugoslaver i national forstand), men under krigen flygtede de fleste serbere, og byen deltes efter hårde kampe i en bosnisk-muslimsk østlig og en bosnisk-kroatisk vestlig del. Byen havde frem til 1998 bl.a. to forskellige pengesystemer med bosniske dinarer anvendt i den østlige del og kroatiske kuna anvendt i den vestlige del. Forsøg på at sammenlægge byen til en administrativ enhed er hidtil slået fejl. Tobaks-, fødevare-, tekstil- og aluminiumindustri dominerer erhvervslivet.

Mostar er første gang omtalt i 1452. I 1552 blev byen hovedby i en osmannisk administrationsenhed. Under det østrigske herredømme 1878-1918 var Mostar et center for serbisk og kroatisk opposition. Den gamle bydel blev 1993-95 lagt i ruiner under kampe mellem bosniske kroater og bosniske muslimer. Bydelens osmanniske bro fra 1566, Stari Most, der også gav byen dens navn, blev ødelagt i november 1993. Broen blev genopbygget fra 1999, indviet i november 2004 og optaget på UNESCO’s Verdensarvliste i 2005.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen, Karsten Fledelius, Martin Rødbro: Mostar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127882