Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Serbien (Musik)

Oprindelig forfatter BTrae Seneste forfatter Redaktionen

Middelalderen

Da den kristne kirke i 800-t. skiltes i en østlig og en vestlig del, kom Balkanlandene under byzantinsk indflydelse, hvilket fik betydning for både kirkemusik og folkemusik. Den serbiske og montenegrinske vokale kirkemusik udviklede sig analogt med den græske og fik et centrum i det serbiske kloster Hilandar på Athos. Kun få egentlige musikdokumenter er bevaret, men af litteraturen fremgår, at der i middelalderen må have bestået en forskel på serbisk og græsk kirkesang. Da Serbien i 1400-t. blev erobret af osmannerne, fortrængte den orientalske kultur helt den hjemlige, undtagen i klostrene, hvor den byzantinske kirkesang levede videre og til dels fik tilført folkelige, serbiske elementer. De første, sparsomme beretninger om verdslig musik i Serbien forekommer i kirkelitteraturen fra 1200- og 1300-t., der omtaler omvandrende musikanter og musikudøvelse ved de serbiske feudalhoffers ceremonier og krigernes turneringskampe. På kalkmalerier og miniaturer fra middelalderen ses dansere og musikanter med strenge- og blæseinstrumenter. Fra den lange periode under osmannerne er det eneste spor af en serbisk musikkultur de folkelige digtersangere guslari, der reciterede episke sange til egen ledsagelse på det enstrengede strygeinstrument gusle. På grund af sangenes patriotiske karakter blev de forfulgt af magthaverne, og mange søgte bl.a. derfor udenlands. Den episke digtning blev tidligt nedskrevet, mens en optegnelse af melodierne først begyndte efter 1800. I 1860'erne iværksattes en egentlig indsamling af folkemelodier.

Kunstmusikken

Først da osmannernes magtposition svækkedes og blev brudt af den østrigske hær, udvikledes en borgerlig musikkultur i vestlig forstand i Serbien og Vojvodina. Josif Schlesinger (1790-1870) oprettede et militærorkester, der medvirkede ved statslige festligheder og ved teaterforestillinger. Tidens mest yndede kunstform blev dog en slags syngespil. Kornelije Stanković (1831-65) grundlagde den nationale retning og sørgede også for, at den serbiske kirkesang for første gang blev noteret og udgivet i hans flerstemmige bearbejdelse (1862-69).

Korforeninger opstod og bredte sig over hele Serbien i et sådant omfang, at der måtte rekvireres hjælp fra udlandet til at lede korene; herved kom tjekkiske musikere til at præge musiklivet i betydelig grad. Blandt de serbiske komponister, der foretog en kunstnerisk bearbejdelse af folkemusik, må særlig nævnes Stevan Mokranjac (1856-1914).

Annonce

Den næste komponistgeneration videreudviklede den nationale retning på mere moderne vis. Petar Konjović (1883-1970) skrev bl.a. fem operaer; hans hovedværk, Koštana (1931, efter Borislav Stanković's drama af samme navn), er skrevet i den specielle orientalskprægede musikstil, som fandtes i byen Vranje omkring 1880. Miloje Milojević (1884-1946) holdt sig fortrinsvis til de mindre former, navnlig solosangen; desuden skrev han essays og afhandlinger om musik, også af musiketnologisk karakter. Stevan Hristić (1885-1958) var i mange år dirigent i Beograds opera og ydede sin største indsats inden for scenemusikken.

Med dannelsen af den nye stat Jugoslavien (1918) begyndte et kulturelt samarbejde mellem de forbundne nationer, samtidig med at kontakten med tidens europæiske musik styrkedes, og dens strømninger satte deres spor hos de unge komponister. Efter 2. Verdenskrig blev der udfoldet mange bestræbelser for at bringe musikken ud til hele folket; overalt oprettedes amatørforeninger for folkemusik og -dans og i 1948 det første professionelle ensemble, Kolo.

Folkemusikken

Folkemusikken bærer præg dels af gamle fællesbalkanske elementer, der går tilbage til illyrerne og thrakerne, dels af senere tiders påvirkning fra landets minoriteter og fra de omkringliggende lande. Til det ældste lag hører rituelle sange af enkel struktur og ringe toneomfang. Melodierne er strofiske, mens teksterne består af verslinjer, der ikke er organiseret i strofer. Oftest svarer en melodistrofe til én verslinje, der evt. tilpasses ved gentagelse af hele linjen eller dele deraf. Både i lyriske og episke tekster dominerer tistavelsesverset. I Vojvodina blander flere forskellige stilarter sig under indflydelse af især rumænsk, ungarsk og slovakisk folkemusik. I Vestserbiens bjerge findes tostemmige former af samme type som i nabolandet Bosnien-Hercegovina, i Østserbien er musikken præget af bulgarsk melodik og rytmik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Trærup: Serbien (Musik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157845