Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Serbien (Historie - Jugoslaviens endeligt)

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

Serbiens kraftværker, broer og større fabriksanlæg blev i vid udstrækning ødelagt under NATOs luftkampagne, og de vestlige lande erklærede, at der ikke ville blive ydet genopbygningsstøtte til landet, så længe Milošević sad ved magten. Milošević blev afsat i oktober 2000, og ved det efterfølgende parlamentsvalg i Serbien i 2001 dannede Zoran Đinđić, leder af det Demokratiske Parti (DS), regering sammen med de øvrige 16 partier i Serbiens Demokratiske Opposition (DOS). Samarbejdet med Miloševićs afløser som forbundspræsident, Vojislav Koštunica, udviklede sig negativt, ikke mindst i spørgsmålet om den faldne leders skæbne. På den sidste dag før Jugoslavien ville miste sin støtte fra EU (28.6.2001) lod Đinđić ham udlevere uden forbundspræsidentens godkendelse. Da Đinđić i foråret 2002 blev snigmyrdet, kastedes landet ud i en politisk krise. Zoran Živković (f. 1960) fra DS overtog posten som ministerpræsident og slog kraftigt tilbage mod de paramilitære grupper, som mentes at stå bag mordet.

Omdannelsen af forbundsrepublikken Jugoslavien til Serbien og Montenegro faldt endelig på plads i marts 2003 En ny parlamentarisk krise førte imidlertid til, at der blev udskrevet nyvalg december 2003. Valgets store sejrherre med 27,7% af stemmerne blev det Serbiske Radikale Parti (SRS), ledet af den ultranationalistiske Tomislav Nikolić (f. 1952). Der dannedes imidlertid en mindretalsregering uden om SRS og DS, men støttet af SPS (Miloševićs gamle parti). Ministerpræsident blev efter lange forhandlinger eksforbundspræsident Koštunica. Præsidentvalget trak ud, men man nåede til sidst en løsning ved at afskaffe reglen om mindst 50% stemmeafgivelse. Tomislav Nikolić vandt valgets første runde, men i anden runde sejrede Boris Tadić (f. 1958), den nye leder af DS, med støtte fra både venstre- og centrumpartierne. Valgets udfald skyldtes bl.a. advarsler fra EU om den politiske isolation, Serbien ville komme i, hvis Nikolić blev valgt. Tadić fremstod derimod som en tillidsskabende faktor i forhold til EU og NATO, bl.a. gennem sin indsats som forsvarsminister.

Ministerpræsident Koštunica forsøgte at få EU til at forhindre Montenegros løsrivelse, men EU fastholdt sit krav om, at 55% afgivne stemmer ville være nok til at godkende en opløsning af unionen, såfremt den samlede stemmeafgivelse var mindst 50%. Folkeafstemningen endte med, at 55,5% stemte ja til Montenegros løsrivelse med en stemmeprocent på 86,5. Resterne af forbundets administration blev overtaget af Serbien, som formelt står som både det gamle og det senere Jugoslaviens arvtager, hvor andet ikke er bestemt. Det var også Serbien, som kom til at stå alene med spørgsmålet om Kosovos fremtid. Provinsen erklærede sig selvstændig i 2008; selvstændigheden blev umiddelbart efter anerkendt af en række vestlige lande; Serbien har ikke anerkendt Kosovos selvstændighed. Se også Montenegro.

Annonce

Med arrestationerne og udleveringerne af de krigsforbrydersigtede Radovan Karadžić og Ratko Mladić i hhv. 2008 og 2011 bortfaldt væsentlige hindringer for Serbiens tilnærmelse til omverden.

En svag økonomi, omfattende korruption og en arbejdsløshed på 24% førte i 2012 til, at Tadić tabte præsidentvalget til Tomislav Nikolić. Nikolić havde siden 2008 omstillet sin politik til en mere EU-venlig konservatisme og har signaleret, at han ønsker at Serbien skal blive medlem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Serbien (Historie - Jugoslaviens endeligt) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157825