Pančevo, ung. Pancsova, forstad til Beograd i Serbien 20 km NØ for centrum; 77.800 indb. (2004), flest serbere med et ungarsk og et lille kroatisk mindretal. Byen, der ligger i provinsen Vojvodina, hvor floden Tamiš munder ud i Donau, har en stor flodhavn. Den har olieraffinaderier, kemisk industri, glas-, fødevare-, tekstil- og flyindustri. Pančevo er nævnt første gang 1153. Den hørte under Osmannerriget fra 1300-t. til 1716, kom derpå under Ungarn og 1918 under Jugoslavien.