Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Montenegro (Historie)

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter Redaktionen

I 600-t. blev områdets oprindelige illyriske befolkning fortrængt af slaver af den serbiske stamme, som antog ortodoks kristendom i 900-t. Mod slutningen af 1100-t. mistede Det Byzantinske Rige kontrollen med området, og det blev en del af kongeriget Serbien. Da dette gik i opløsning i sidste halvdel af 1300-t., blev Montenegro et selvstændigt fyrstendømme, som i forbund med Venezia, der kontrollerede kysten, forsvarede sin uafhængighed mod osmannerne, der dog ca. 1500 gjorde sig til overherrer over Montenegro. Det blev 1516 et gejstligt fyrstendømme under en vladika 'fyrstebiskop', valgt af en folkeforsamling. I 1702 stod fyrstebiskoppen i spidsen for en massakre på Montenegros muslimer, hvilket medførte landets reelle løsrivelse fra Osmannerriget. Montenegro fortsatte som gejstligt fyrstendømme under bisper af slægten Njegoš, og dets uafhængighed støttedes af Rusland, som bistod de kristne i Osmannerriget i kampen mod deres tyrkiske herskere. Til gengæld støttede Montenegro Rusland under dets krige med Frankrig (1805-07 og 1812-14) og med tyrkerne (1854-55 og 1877-78). Fyrstebiskoppen ændrede i 1852 sin status til verdslig fyrste. Nikola 1., der kom til magten i 1860, søgte at styrke sit rige; krigen mod tyrkerne 1877-78 blev udnyttet til at erhverve kystbyen Ulcinj, men planer om udvidelser mod nord blev bremset af stormagterne, som skabte en barriere, provinsen Sandžak Novi Pazar, mellem Montenegro og Serbien. Ved freden i 1878 anerkendte den osmanniske regering Montenegro som et uafhængigt fyrstendømme.

Nikola 1. søgte med en ægteskabspolitik at give sit land større vægt i europæisk politik; hans døtre blev gift ind i både den russiske kejserfamilie og den serbiske og den italienske kongefamilie. I 1910 erklærede Nikola 1. sig for konge af Montenegro. 1912-13 deltog Montenegro i 1. Balkankrig og delte efter sejren over tyrkerne Sandžakprovinsen med Serbien.

Under 1. Verdenskrig blev Montenegro besat af Tyskland og Østrig, og kongen flygtede til Italien. Efter krigen fik han ikke lov til at vende hjem, og Montenegro blev indlemmet i det nydannede Jugoslavien. Dette vakte utilfredshed i Italien, som under 2. Verdenskrig besatte Montenegro. Da Italien trak sig ud af krigen i 1943, overtog tyskerne kontrollen med området, men mistede det til kommunistiske partisaner. I 1945 fik Montenegro delvis sin selvstændighed tilbage som en af den nye jugoslaviske forbundsstats seks republikker og blev udvidet med kystbyerne, således at landet for første gang fik en lang, sammenhængende kyststrækning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Montenegro (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127303