Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Makedonien - geografi

Oprindelig forfatter GNis Seneste forfatter BlochP

Makedoniens landskab præges af bjerge og højsletter; bjergkæden Šar Planina ligger mod nord, German- og Osogovskabjergene samt Plačkovica mod øst, og længst mod sydøst Ogražden. Landets højeste bjerg, Korab (2764 m), ligger ved grænsen til Albanien. Lidt længere mod syd på grænsen til Albanien og Grækenland finder man den store Ohridsø (i 695 m højde) og Prespasøen (i 853 m). Bjerglandet deles af floden Vardars frugtbare dal, der er en gammel forbindelseslinje mellem Centraleuropa og Det Ægæiske Hav. Makedonien ligger i et seismisk aktivt område og rammes ofte af jordskælv; fx blev ca. 1200 mennesker dræbt og det meste af hovedstaden, Skopje, ødelagt ved et jordskælv i 1963.

Makedonien har et overvejende tørt, kontinentalt tempereret klima, som er mildere i dele af Vardardalen, hvor de vigtigste landbrugsområder findes. Skopje har gennemsnitstemperaturer på 0 °C i januar og 23 °C i juli samt en årsnedbør på ca. 500 mm.

Erhverv

Landbrug er landets hovederhverv. Fåre- og kvæghold er udbredt; desuden dyrkes hvede, majs, tobak, bomuld, citrusfrugter, sukkerroer og vin. Industrien anvender dels landets egne landbrugsprodukter og metaller (bly, zink, kobber, jern, chrom og nikkel), dels importerede råvarer til tekstilindustrien og den kemiske industri. Andre brancher er maskin-, næringsmiddel- og lædervareindustri. Skopje er trafikknudepunkt og landets vigtigste industriby med bl.a. jern- og stålværk. Efter års stagnation er badeturismen ved Ohridsøen og vintersportsturismen i bjergene i fremgang.

Annonce

Befolkning

Landet har en særdeles blandet befolkning. 67% er makedonere (1994), mens et albansk mindretal udgør officielt ca. 23%. Hertil kommer ca. 130.000 albanske flygtninge fra Kosovo. 4% er tyrker, 2% roma (sigøjnere); desuden findes aromunere (makedo-rumænere), serbere og bulgarere.

Læs mere om Makedonien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen: Makedonien - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120852