Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dinariderne

Oprindelige forfattere GNis og MRoed Seneste forfatter Redaktionen

Dinariderne, (serbokroatisk Dinarsko Gorje eller Dinara Planina), Dinariske Alper, tidl. også benævnt Illyriske Alper, system af bjergkæder, der fra Slovenien strækker sig gennem Kroatien, Bosnien-Hercegovina og republikken Montenegro til floden Drin i Albanien. De består hovedsagelig af kalk. Øst for bjergene findes lave kalkplateauer med indsynkningsdale, poljer. Det højeste punkt, Jierces (2522 m), ligger i Albanien. Dinariderne er et karstlandskab med vidtstrakte indsynkningsdale og cirkulære indsynkninger, doliner, som de korte floder udmunder i. Mod øst, bl.a. ved Sarajevo, er der et bælte af palæozoiske skifre; her er bjergene afrundede, skovklædte og rige på jernmalm. Bjergene spillede en stor rolle for partisanerne under krigen 1941-45 og i de jugoslaviske krige 1991-95.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen, Martin Rødbro: Dinariderne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64764