Nenetske Autonome Kreds, en af Ruslands 83 regioner, beliggende i Arkhangelskregionen ud til Barentshavet og Karahavet; 176.700 km2, 44.100 indbyggere (2020). Hovedstad er Narjan-Mar ved Petjoras udløb i Barentshavet. Det meste af området er dækket af tundra, der går over i tajga mod syd.

Nenetserne, et samojedisk folk, lever hovedsagelig af rensdyravl, jagt og fiskeri i det arktiske klima; de udgør kun 19% af befolkningen, mens 62% er russere. Området har store olie- og naturgasreserver, og udvinding af gas er påbegyndt ved Vasilkov med gasledning til Narjan-Mar. Andre grupper af nenetser bor i Jamal-Nenetske Autonome Kreds og på halvøen Tajmyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig