Kuriske Bugt, russisk Kursjskij Zaliv, litauisk Kuršiumarios, tysk Kurisches Haff, stor strandsø mellem Litauen og den russiske Kaliningradregion; 1620 km2. Floden Nemunas løber ud i Den Kuriske Bugt via et stort delta, og ved Klaipėda i bugtens nordlige ende er den forbundet med Østersøen. Hele området var afspærret i Sovjettiden, men nu er der igen adgang til gamle badebyer som Nida og Pervalka på den næsten 100 km lange landtange, der adskiller bugten fra Østersøen.