80 % af befolkningen er russere, som er kommet til området i bølger siden 1700-tallet, mange efter 2. Verdenskrig. Den oprindelige befolkning, khakasserne, udgør blot 12 %. Det er et tyrkisktalende folk, som overvejende lever uden for byerne og især er beskæftiget med kvægavl.
Byerne, industrien (bl.a. træindustri) og de øvrige byerhverv er præget af russerne og andre indvandrere som ukrainere, tatarer og hviderussere. Under 2. Verdenskrig blev Khakassien opsamlingssted for en række deporterede folkeslag, herunder volgatyskere, baltere og kalmykker. De fleste vendte hjem i 1950'erne, men i 2010 var der stadigvæk næsten 6000 tyskere i området, og mange af dem indtog ledende stillinger.
I slutningen af 1980'erne voksede en national khakassisk bevægelse frem, som kæmpede for at styrke det khakassiske sprog og genoplive khakassisk kultur. I kølvandet fulgte en fornyet interesse for den shamanisme, som var blevet undertrykt under russisk og sovjetisk styre.
I modsætning til mange andre republikker i Rusland har Khakassien ikke oplevet større etniske konflikter. Oprettelsen af kosakorganisationer og den ortodokse kirkes åbenlyse støtte hertil har dog skabt gnidninger mellem russere og khakasser, og mange khakasser har forladt kirken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.