Basjkortostan.

.

Basjkortostan, Basjkirien, republik i Den Russiske Føderation, en af landets 83 regioner; 143.600 km2, 4,09 mio. indbyggere (2021). Hovedstad Ufa. Basjkortostan ligger i den sydøstlige del af Europæisk Rusland syd for Uralbjergene og består mest af steppe- og løvskovsområder. Befolkningen er etnisk sammensat; 30% er basjkirer, 36% russere og 24% tatarer.

Basjkortostans økonomi er især baseret på olie, og republikken står for ca. 10% af Ruslands produktion. Endvidere produceres der en del naturgas, brunkul, jernmalm, kobber og zink. Som følge af en uhensigtsmæssig udbygning af olieindustrien og de petrokemiske følgeindustrier er flere områder stærkt forurenede og af eksperter erklæret for økologiske katastrofezoner.

Republikken har desuden et betydeligt landbrug med store kvægfarme i øst og kornavl (hvede) i vest.

Basjkortostan er en af Ruslands ti rigeste regioner og som sådan bidragyder til det føderale budget. Den indtager tredjepladsen med hensyn til olieudvinding og førstepladsen, hvad angår forarbejdning af olie.

Historie

I skriftlige kilder nævnes basjkirerne første gang i 921 af den arabiske rejsende og krønikeskriver Ibn Fadlan. På det tidspunkt boede de langs den sydlige del af Ural og i steppeområderne mellem floderne Volga og Ural. De levede gennemgående som nomader og ernærede sig ved kvægavl, fiskeri, jagt og indsamling af honning. Blandt de vestlige basjkirer kan der fra 1000-1200-t. spores en gradvis overgang fra nomadelivet til fast bosættelse og agerbrug. Samtidig trængte islam frem som den dominerende religion. I 1236 blev basjkirerne besejret af mongolerne (tatarerne) trods kraftig modstand. Efter Den Gyldne Hordes sammenbrud i anden halvdel af 1400-t. blev basjkirerne splittet på tre khanater: Nogayhorden, Kazankhanatet og Det Sibiriske Khanat. I forbindelse med Moskvas erobring af Kazankhanatet i 1552 blev det meste af Basjkortostan varigt en del af Rusland. Det betød en afslutning på hyppige stammekrige, men samtidig blev det indledningen til en kolonistatus.

I de østlige og sydlige dele fortsatte nomadelivet, mens agerbruget nu endeligt befæstedes mod nord og vest – ikke mindst, da indvandringen af bl.a. russiske bønder tog fart i 1500- og 1600-t. Gentagne gange i slutningen af 1600-t. og begyndelsen af 1700-t. gjorde basjkirerne oprør mod zarmagten, ligesom de også deltog i Pugatjovopstanden i 1770'erne. Men oprørene blev slået ned med hård hånd. I perioden 1798-1874 hørte Basjkortostan administrativt under Orenburgguvernementet. Militært havde basjkirerne en vis selvstændighed mod til gengæld at bevogte Ruslands grænser mod øst og sydøst. En voksende nationalfølelse i forbindelse med modstanden mod zarmagten gjorde, at basjkirerne under ledelse af Ahmad Zeki Velidi (1890-1969) sluttede op om bolsjevikkerne under Oktoberrevolutionen i 1917. Senere blev der imidlertid fra sovjetisk side slået hårdt ned på det, der af Moskva defineredes som basjkirisk nationalisme. Med Ufa som hovedstad oprettedes i marts 1919 en basjkirisk autonom sovjetrepublik; den første inden for det nye Sovjetrusland. Sovjetmagten søgte ihærdigt at opmuntre en basjkirisk national identitet inden for Sovjetstatens rammer, ikke mindst for at skille basjkirerne fra de etnisk nærtbeslægtede kazantatarer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig