Irtysj, flod i det centrale Sibirien, biflod til Ob; 4248 km lang. Irtysj udspringer i det nordvestligste Kina på grænsen til Mongoliet (kin. Ertix), løber gennem den nordøstlige del af Kasakhstan og ud på den store Vestsibiriske Slette i Rusland. På det øvre løb er etableret en række vandkraftværker med bl.a. et af verdens største vandreservoirer, Bukhtarma. Fra Semej (Semipalatinsk) er faldet på den store og ret tørre slette meget lille, og flodløbet bugter sig stærkt med mange sandrevler. Ved Pavlodar ledes en del af Irtysj' vand i en 450 km lang kanal til Karagandaområdet. Irtysj modtager en lang række bifloder og afvander et enormt område. Størstedelen er tilfrosset om vinteren, og da tøbruddet om foråret kommer sydfra, oversvømmes store områder på sletten. Om sommeren kan man sejle de 3500 km fra vandkraftværket ved Ust-Kamenogorsk til Obs udløb i Karahavet.