Bering Ø, den største af de russiske Kommandørøer (Komandorskije Ostrova) i Beringshavet ca. 220 km øst for Kamtjatka; 1700 km2, få tusinde indbyggere. De fleste af indbyggerne bor i Nikolskoje, hvor de er beskæftiget med bl.a. kvæg- og minkavl. Den bjergrige ø er skovløs og dækket af tundra; den er yngleplads for søbjørne og havoddere og tidligere også for Stellers søko, som blev udryddet så tidligt som 1768 efter uhæmmet jagt.

På sin 2. Kamtjatka-ekspedition strandede Vitus Bering med 75 mand på den dengang ubeboede ø. Han og 30 af mændene døde her i 1741; et mindesmærke er rejst over dem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig