Efter i maj 1703 at have erobret den svenske fæstning Nienshants (Nevaskansen) anlagde Peter 1. den Store ude i Nevadeltaet Peter-Paul-fæstningen, hvorom han under store menneskelige omkostninger lod opføre den by, han i 1712 gjorde til Ruslands hovedstad, endnu mens området formelt var svensk.

Såvel adel som købmænd måtte tvangsforflyttes til byen, der var både usund og lå udsat for oversvømmelser, og det blev pålagt dem at bygge palæer for at give den det ønskede imposante præg.

Straks efter grundlæggelsen oprettedes en række videnskabelige institutioner, der gjorde byen til landets ubestridte kulturcentrum med et i forhold til Moskva stærkt vestligt præg.

Sankt Petersborg blev snart Ruslands dominerende flåde- og handelshavn, der gennem kanaler blev forbundet med det indre af landet.

Fra Dekabristopstanden i 1825 til Februarrevolutionen i 1917 var byen arnested for oppositionen mod det kejserlige regime, og det arbejderproletariat, som den fremvoksende storindustri sidst i 1800-t. havde skabt, muliggjorde Oktoberrevolutionen.

I marts 1918 ophørte byen med at være landets hovedstad, hvilket indledte en periode af relativ stagnation i forhold til Moskva. Under 2. Verdenskrig var byen et vigtigt mål for de tyske hære, der dog ikke formåede at erobre den. I stedet måtte den gennemleve en belejring, der varede næsten 900 dage, hvorunder ca. 660.000 omkom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig