Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaukasus (Plante- og dyreliv)

Oprindelige forfattere AStr og Engh Seneste forfatter Redaktionen

Mod nord går bjergkæden over i steppe med frugtbare sortjordsområder i vest og tørrere saltsteppe i øst. På de lavere skråninger vokser blandet løvskov med bl.a. eg, elm, kastanje og valnød samt mange slyngplanter, bl.a. klematis og Smilax. Noget højere oppe findes skov af orientalsk bøg, Fagus orientalis. Trægrænsen dannes af nåletræer: gran og ædelgran. I de lavalpine områder forekommer rhododendronkrat, derefter alpine enge og klippeterræn. Floraen er meget artsrig, og især i alpine områder findes mange arter med lokal udbredelse (endemer).

Ligesom mange andre bjergområder er eller var Kaukasus hjemsted for talrige endemiske dyrearter, bl.a. den nu forsvundne kaukasiske bison og en særlig art urfugl. Under Pleistocæns istider (1,6 mio. år til 10.000 år siden) var Kaukasus et vigtigt refugium for planter og dyr.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Henrik Enghoff: Kaukasus (Plante- og dyreliv) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105058