Perestrojka var hovedlinjen i sovjetisk indenrigs- og udenrigspolitik i perioden 1985-1991.

Faktaboks

Etymologi

Ordet perestrojka er russisk og betyder 'omstrukturering'

Begrebet blev nøje forbundet med Mikhail Gorbatjov, som blev generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti i marts 1985. Han introducerede begrebet i 1986 og udbyggede i 1987 dets indhold i sin bog Perestrojka. Nytænkning i sovjetisk politik.

Programmet skulle grundlæggende ændre partiets og statens ledelsesprincipper i demokratisk retning. Det skulle endvidere forandre den offentlige bevidsthed, herunder fremskynde den samfundsøkonomiske udvikling gennem øget arbejdsdisciplin, teknologisk fornyelse og indførelse af helt nye, individuelt motiverende økonomiske principper dog inden for de planøkonomiske makrorammer.

I et videre perspektiv skulle samfundslivet demokratiseres gennem indførelse af glasnost, politisk pluralisme og styrkelse af det enkelte individs personlige engagement og initiativ. På det storpolitiske område betød perestrojka, at den hidtidige konfrontation mellem væsensforskellige verdenssystemer skulle vige til fordel for en understregning af fællesmenneskelige værdier som grundlag for det internationale samliv og de enkelte staters samliv.

Tyngdepunktet i perestrojka-processen gled i årene efter 1985 fra det økonomiske til det politiske felt og indbefattede efterhånden også en fornyelse af Unionen. Dette skred medførte sammen med manglende økonomiske resultater og fremkomsten af stærke politiske og nationale spændinger, at processen fra 1989 ikke længere kunne styres af partiet.

Da de nye politiske organer imidlertid ikke viste sig i stand til at overtage denne styringsfunktion, ophørte perestrojka med Augustkuppet i 1991 og med Sovjetunionens opløsning i december samme år. Dele af perestrojka, ikke mindst på det politiske og storpolitiske område, blev dog efter 1991 videreført af det nye Rusland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig