Oblast, (russ. 'område, distrikt'), administrationsenhed (region) i Rusland og de fleste af de tidligere Sovjetrepublikker. Af Ruslands 89 delstater er de 49 oblaster, der stort set svarer til de førrevolutionære guvernementer. Mange af oblastlederne, guvernørerne, er magtfulde medlemmer af parlamentets overhus, Føderationsrådet.