Krimtatarerne er et turkotatarisk folk, der er efterkommere af de mongoler, som i 1200-tallet erobrede Krimhalvøen. Som følge af massiv indvandring af russere i 1800- og 1900-tallet kom krimtatarerne i mindretal i deres kerneområde. Selvom de kun udgjorde 25 % af Krims befolkning, dannede de i 1920 en autonom republik inden for Sovjetrusland.

I slutningen af 2. Verdenskrig blev krimtatarerne kollektivt og uretmæssigt beskyldt for at samarbejde med tyskerne, og i maj 1944 deporteredes ca. 183.000 til Centralasien, og deres republik blev i 1945 opløst.

Krimtatarerne rehabiliteredes formelt i 1967, men deres juridiske status var længe uklar. I 1988 fik de ret til at vende tilbage til Krim. Den store tilflytning i 1990'erne vanskeliggjorde integration og var forbundet med økonomiske problemer og stærke politiske spændinger.

Siden 1993 har krimtatarerne været garanteret 14 af krimparlamentets 96 pladser. I 2001 boede der 243.400 krimtatarer på Krim. Der er ikke foretaget folketællinger i Ukraine siden 2001.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig