Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vladimir Lenin

Oprindelig forfatter NERos Seneste forfatter Redaktionen

Vladimir Lenin blandt medlemmer af Kampforbundet for Arbejderklassens Befrielse, Sankt Petersborg, 1897.

Vladimir Lenin blandt medlemmer af Kampforbundet for Arbejderklassens Befrielse, Sankt Petersborg, 1897.

Vladimir Lenin, Vladimir Iljitj Lenin, egl. Uljanov, 22.4. (10.4. ifølge den julianske kalender) 1870-21.1.1924, russisk revolutionær, marxistisk teoretiker, Sovjetstatens grundlægger og første regeringschef, leder af den internationale kommunistiske bevægelse, gift 1898 med Nadezjda Krupskaja.

Vladimir Lenin blev i sine unge år stærkt inspireret af russisk revolutionær tænkning og prægedes også af, at hans ældre bror, AleksandrIljitj Uljanov (1866-87), blev henrettet 8.5.1887 sammen med fem andre for deltagelse i et mislykket attentat på kejser Aleksander 3.

I 1890'erne valgte Lenin marxismen som politisk ståsted og engagerede sig i revolutionært undergrundsarbejde i Sankt Petersborg. Han blev arresteret i 1895 og måtte tilbringe de følgende år i fængsel og i eksil i Sibirien.

Annonce

Årene 1900-17 opholdt han sig hovedsagelig i Vesteuropa, hvorfra kampen mod zarismen fortsatte. Bl.a. deltog han i partimøder i 1905 og 1906 i Tammerfors, hvor han traf efterfølgeren Josef Stalin for første gang, i et hus der i dag rummer et Leninmuseum. Lenin blev hurtigt en ledende skikkelse inden for det nystiftede russiske socialdemokrati; han skrev udkast til partiets program og var medredaktør af partitidsskriftet Iskra'Gnisten').

I værket Hvad bør der gøres? (1902) fremlagde Lenin sin teori for opbygningen af et marxistisk parti; det skulle primært bestå af en intellektuel elite af professionelle revolutionære, der under stram disciplin og med brug af konspiratoriske metoder optrådte som arbejderklassens fortrop i kampen for en ny samfundsorden. Han afviste således tanken om at skabe et bredt, folkeligt forankret masseparti i stil med de vesteuropæiske socialdemokratier.

På det russiske socialdemokratis anden kongres, der fandt sted i Bruxelles og London i 1903, førte denne holdning til dyb splittelse blandt de delegerede. Selvom Lenin i første omgang led nederlag, fik han efterfølgende flertal, fordi en række moderate deltagere udvandrede fra kongressen. Hans tilhængere kaldte sig herefter bolsjevikker ('flertalsfolk'), mens modstanderne fik betegnelsen mensjevikker ('mindretalsfolk').

Steder opkaldt efter Lenin
I Sovjetunionen blev mange byer, steder, fabrikker etc. opkaldt efter Lenin, også mens han levede, men mange Leninnavne har ikke overlevet de senere omvæltninger.
tidligere navnperiodenuværende navn
Leninabad (Tadsjikistan)1936-91Khudzjand
Leninakan (Armenien)1924-91Kumajri
Leningrad1924-91Sankt Petersborg
Leninhøjene (v. Moskva)1935-94Spurvehøjene
Lenino (Sibirien)1922-25Leninsk-Kuznetskij
Leninogorsk (Tatarstan)1955-
Leninogorsk (Kasakhstan)1941-
Leninsk (v. Moskva)1918-29Taldom
Leninsk (Turkmenistan)1924-27Tjardzjou
Leninsk (v. Den Finske Bugt)1930'ernePetrodvorets
Leninsk (v. Volgograd)1919-
Leninsk (Usbekistan)1937-91Assake

Striden mellem fløjene om partiets linje og revolutionens muligheder bølgede frem og tilbage de følgende år. Den traditionelle opfattelse var, at revolutionen først ville komme i de mest industrialiserede kapitalistiske lande som fx Tyskland. Under 1. Verdenskrig, hvor Lenin befandt sig i Schweiz, argumenterede han imidlertid for, at det relativt svage russiske proletariat kunne danne fortrop i den internationale revolutionære kamp og ved sit eksempel fremme socialistiske revolutioner i de mere avancerede industrilande.

Det var desuden hans mål at få 1. Verdenskrig forvandlet til en global borgerkrig. I april 1917 rejste Lenin via Tyskland og Sverige til Petrograd (Sankt Petersborg) i en "plomberet" jernbanevogn; passagererne måtte ikke stige ud, men skulle heller ikke kontrolleres undervejs. Arrangementet var blevet bragt i stand af de tyske myndigheder, der satsede på, at hans tilbagekomst til Rusland ville svække den russiske krigsførelse.

Under parolerne "fred, brød, jord" og "al magt til sovjetterne" (dvs. til arbejder-, bonde- og soldaterrådene), de såkaldte Aprilteser, kaldte Lenin nu til kamp mod Den Provisoriske Regering, der var blevet dannet i Rusland efter zarismens fald i marts, og som gik ind for fortsat russisk deltagelse i 1. Verdenskrig. Efter en mislykket opstand i juli måtte Lenin for en tid gå i skjul i bl.a. Finland, men trods betydelig modstand formåede han alligevel at sætte sin radikale politik igennem i partiet.

I efteråret 1917, da der var bolsjevikisk flertal i de vigtigste sovjetter, arbejdede han direkte for en væbnet opstand mod regeringen. En anden nøgleskikkelse under forberedelserne af opstanden var den nyvalgte formand for Petrogradsovjetten, Lev Trotskij, hvis strategi og taktik dog langtfra altid faldt sammen med Lenins.

Bolsjevikkerne greb magten i et relativt ublodigt statskup 7.11.1917, dvs. 25. oktober efter den julianske kalender, der dengang anvendtes i Rusland, og med Lenin som chef blev der dannet en ny regering, Folkekommissærernes Råd.

Vladimir Lenin. En idealiseret fremstilling fra Sovjettiden af den russiske revolutionsleder. På billedet citeres forfatteren Vladimir Majakovskij: Lenin levede, Lenin lever, Lenin vil altid leve. Den massive Lenindyrkelse fandt udtryk i talrige lignende malerier og skulpturer af Sovjetstatens grundlægger.

Vladimir Lenin. En idealiseret fremstilling fra Sovjettiden af den russiske revolutionsleder. På billedet citeres forfatteren Vladimir Majakovskij: Lenin levede, Lenin lever, Lenin vil altid leve. Den massive Lenindyrkelse fandt udtryk i talrige lignende malerier og skulpturer af Sovjetstatens grundlægger.

Herefter begyndte opbygningen af sovjetsystemet i form af et "proletariatets diktatur", hvor bolsjevikfløjen af Socialdemokratiet (fra 1918 Det Kommunistiske Parti) hurtigt fik monopol på magten, og hvor Lenin kom til at stå som den ubestridte leder, hvis vilje og beslutsomhed altid var afgørende, når der opstod intern strid i bolsjevikkernes rækker. Han nød tilsvarende autoritet i den nye Kommunistiske Internationale, Komintern, der blev stiftet 1919.

Lenin var en fremragende organisator og en dreven taktiker, der formåede at skifte kurs og gå på kompromis, når situationen krævede det. Men han havde også en fanatisk tro på, at hans egen linje altid repræsenterede sandhed og ret, og han kunne vise ekstrem hensynsløshed over for regimets politiske modstandere. Disse karaktertræk kom ikke mindst til udtryk under borgerkrigen 1918-20, hvor Lenin gik ind for massiv brug af "rød terror" mod bolsjevikkernes fjender.

Hans evne til hurtige kursændringer og taktiske tilbagetog manifesterede sig bl.a. i marts 1918, da sovjetregeringen sluttede separatfred med Tyskland (se Brest-Litovsk-freden), og i 1921, da hele det sovjetiske samfund befandt sig i dyb krise, og den forventede revolution i de højt industrialiserede lande stadig udeblev. Den radikale krigskommunisme, der havde præget borgerkrigsårene, blev på Lenins initiativ nu afløst af en "ny økonomisk politik", NEP, som i betydeligt omfang gav plads for frie markedskræfter og privatkapitalistisk foretagsomhed.

Vladimir Lenin og Stalin i haven på godset Gorki, 1922.

Vladimir Lenin og Stalin i haven på godset Gorki, 1922.

Efter i maj 1922 at være blevet ramt af et slagtilfælde var Lenin imidlertid kun undtagelsesvis i stand til at deltage i regeringsarbejdet. Ved årsskiftet 1922-23 formulerede han en slags politisk testamente, hvor han bl.a. advarede mod Stalin, der bedømtes til at være for "grov". Det er dog svært at se bort fra, at Lenins egen politiske ekstremisme i høj grad gav næring til Stalintidens despotiske styreform.

Efter Lenins død i 1924 blev hans balsamerede legeme placeret i et mausoleumDen Røde Plads i Moskva. I de følgende år satte en voldsom Lenindyrkelse ind, og med basis i hans talrige skrifter (55 bind i seneste udgave, 1958-65) blev der udviklet en ny politisk ideologi, leninismen eller marxisme-leninismen, som i de sovjetiske lederes skiftende udlægninger kom til at fungere som ledetråd for samtlige borgere i Sovjetunionen og alle medlemmer af den verdenskommunistiske bevægelse.

Blandt Lenins vigtigste værker er Kapitalismens udvikling i Rusland (1899), Materialisme og empiriokriticisme (1909), Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916) og Staten og revolutionen (1917).

Lenin besøgte København ved to lejligheder. Første gang var i maj 1907. Anden gang var i dagene 28.8.-3.9.1910 i anledning af den socialistiske verdenskongres i Odd Fellow Palæet i Bredgade, hvor bl.a. Rosa Luxemburg og Jean Jaurès også deltog.

Lenin boede da i en baggårdslejlighed på Vesterbrogade 112, hvor man i 1984 satte en plade op til minde om besøget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Erik Rosenfeldt: Vladimir Lenin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115843