• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland (Historie - 1917-45)

Oprindelig forfatter NERos Seneste forfatter Redaktionen

Rusland. En russisk kirke er her omdannet til opholdssted for pionerer, dvs. medlemmer af den kommunistiske børneorganisation; et portræt af Stalin har erstattet de gamle ikoner. Det anslås, at 20.000-30.000 kirker blev lukket i mellemkrigstiden, og at ca. 40.000 præster mistede livet i samme periode. Det gik tilsvarende hårdt ud over andre trossamfund, fx jøder og muslimer. Fotografi fra 1930'erne.

Rusland. En russisk kirke er her omdannet til opholdssted for pionerer, dvs. medlemmer af den kommunistiske børneorganisation; et portræt af Stalin har erstattet de gamle ikoner. Det anslås, at 20.000-30.000 kirker blev lukket i mellemkrigstiden, og at ca. 40.000 præster mistede livet i samme periode. Det gik tilsvarende hårdt ud over andre trossamfund, fx jøder og muslimer. Fotografi fra 1930'erne.

Oktoberrevolutionen førte til dannelsen af en ny regering, Folkekommissærernes Råd, med Lenin i spidsen. Målet var herefter at opbygge et proletariatets diktatur, baseret på et system af statslige sovjetter og med bolsjevikfløjen af Socialdemokratiet (fra 1918 Det Kommunistiske Parti) som den altdominerende politiske kraft. Kort efter revolutionen blev andre partier forbudt, og den ikke-bolsjevikiske presse lukket. Kommunisternes hurtige monopolisering af magten og radikale økonomiske politik udløste i 1918 Den Russiske Borgerkrig mellem de røde, dvs. bolsjevikkerne, og de hvide, antibolsjevikkerne. Fronterne var dog ikke klare; det store befolkningsflertal, bønderne, fandt det fx svært at vælge side i konflikten. Krigen, der kostede 8-9 mio. mennesker livet, langt de fleste civile, endte i slutningen af 1920 med nederlag til de hvide, der var svækket af indbyrdes strid og ikke formåede at udarbejde et alternativt politisk program. Storbritannien, Frankrig og en række andre stater intervenerede i varierende omfang i borgerkrigen. Hovedmålet for de europæiske interventionsmagter var på kort sigt at få skabt en ny østfront i 1. Verdenskrig, efter at Sovjetrusland i marts 1918 havde sluttet en separatfred, Brest-Litovsk-freden, med Tyskland; i det lange perspektiv ønskede man at hindre kommunismen i at brede sig til det øvrige Europa. Den udenlandske intervention kom dog kun i beskedent omfang til at præge borgerkrigens forløb.

Større betydning havde de mange ikke-russiske nationaliteter, der kæmpede for øget autonomi eller fuld uafhængighed af Rusland. Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen opnåede selvstændighed, men de fleste andre nationale bevægelser blev neutraliseret af sovjetmagten i første halvdel af 1920'erne. Hovedparten af det gamle zaristiske imperium var dermed samlet igen, og i 1922 etableredes en stærkt centraliseret forbundsstat, Sovjetunionen, bestående af fire unionsrepublikker: den russiske, den ukrainske, den hviderussiske og den transkaukasiske. Antallet af unionsrepublikker steg siden til 16.

Sovjetstaten konsoliderede ligeledes sin udenrigspolitiske stilling. Forsøget på at fremme proletariske revolutioner i det øvrige Europa, bl.a. gennem den nye Kommunistiske Internationale, Komintern, havde skabt et dybt modsætningsforhold til de kapitalistiske lande. Men verdensrevolutionen udeblev, og Sovjetrusland måtte derfor prøve at finde sig en plads i et traditionelt internationalt system. I 1922 undertegnede Moskva en venskabspagt, Rapallotraktaten, med Tyskland, og i 1924 blev Sovjetunionen anerkendt af bl.a. Storbritannien, Frankrig og de skandinaviske lande.

Annonce

Borgerkrigen havde kastet landet ud i en dyb økonomisk og social krise. For at få rettet op på økonomien og imødegå flere bondeopstande besluttede Lenin i 1921 at afvikle den radikale krigskommunisme, der var blevet indført 1918 og bl.a. indebar omfattende nationaliseringer og tvangsbeslaglæggelse af korn hos bønderne. I stedet indførtes en ny økonomisk politik, NEP, som gav betydelig plads for privatøkonomisk foretagsomhed. Kulturlivet fik også relativt frie udfoldelsesmuligheder.

Med Lenins død i 1924 forstærkedes imidlertid den ulmende strid om den fremtidige politiske kurs. Kommunistpartiets generalsekretær, Josef Stalin, gik længe ind for en fortsættelse af NEP. Men efter at have udmanøvreret Lev Trotskij og andre ledende bolsjevikker indledte han i 1928-29 en ny gennemgribende samfundsomvæltning. Stalinrevolutionen indebar tvangskollektivisering af landbruget, deportation af flere millioner genstridige bønder, nationalisering af produktionsmidlerne og en forceret industrialisering, baseret på et stærkt centralistisk planøkonomisk system. Dertil kom en massiv ensretning af kultur- og samfundsliv og et generalangreb på den ortodokse kirke, islam, jødedommen og andre trossamfund. Målet var på kort tid at få opbygget en stærk industristat og en egentlig socialistisk samfundsorden.

Kollektiviseringen blev imidlertid en regulær katastrofe. I landdistrikterne var der pga. bøndernes modstand borgerkrigslignende tilstande, og i 1932-33 ramtes dele af Sovjetunionen af en alvorlig hungersnød, der kostede millioner af mennesker livet. Stalin stod imidlertid fast og lagde i de følgende år grunden til et uantasteligt personligt diktatur. Allerede som generalsekretær havde han opbygget en solid magtbase i partiapparatet, og samtidig var sovjetregeringens indflydelse gradvis blevet reduceret til fordel for partiets Politbureau. I 1930'erne mistede også Politbureauet sin betydning, idet alle væsentlige beslutninger nu blev truffet af Stalin selv og kredsen omkring ham. For yderligere at sikre sin stilling gennemførte Stalin omfattende udrensninger af reelle og potentielle modstandere. Det kulminerede i den store terror 1936-38, hvor en række ledende bolsjevikker blev dødsdømt ved Moskvaprocesserne, og flere millioner almindelige borgere blev likvideret eller indsat i Sovjetstatens fængsler og tvangsarbejdslejre (se GULag). I disse år stod sikkerhedstjenesten NKVD som samfundets dominerende institution.

Terroren fratog de ikke-russiske folkeslag den sidste rest af autonomi, men ramte i lige så høj grad russerne. Sovjetbefolkningen blev samtidig disciplineret gennem en række foranstaltninger, der tog sigte på at presse arbejdskraften til det yderste og modvirke det kaos, der havde hersket på virksomhederne i industrialiseringsprocessens første fase. 1930'erne var imidlertid tillige præget af en målrettet statslig uddannelsesindsats og en stærk social mobilitet. Mange sovjetborgere oplevede derfor også perioden som frembruddet af en ny, moderne tidsalder med store karriere- og udviklingsmuligheder. Med Stalins eget udtryk blev det oprindelige "ligemageri" nu forkastet til fordel for en stærk løndifferentiering og et væld af privilegier for den nye elite. Den massive ideologiske indoktrinering, der blev stadig mere farvet af storrussisk nationalisme, bidrog ligeledes til, at betydelige dele af befolkningen kunne identificere sig med sovjetsocialismens sag.

Det lykkedes under uhyrlige menneskelige omkostninger at forvandle det tilbagestående agrare Rusland til en industrimagt og derigennem også at nå fundamentale sikkerhedspolitiske mål. Både industrialiseringen og den politiske terror tog i høj grad sigte på at forberede landet til krig. Det gjaldt for det første om at få skabt et stærkt forsvar, for det andet at udvikle nye industricentre langt fra den sårbare vestgrænse og for det tredje at sikre, at befolkningen i baglandet var absolut loyal. Sovjetledelsen betragtede dengang et militært opgør med den kapitalistiske verden som uundgåeligt. De aftaler, som Moskva indgik med andre stater, skulle derfor både tjene til at udskyde den militære konflikt, indtil Sovjetunionen selv var beredt, og til at styrke økonomien gennem samhandel og teknologioverførsel.

De særlige forbindelser til Tyskland, der var blevet etableret i 1922, blev stort set opretholdt indtil kort tid efter Hitlers magtovertagelse i 1933. I de følgende år forsøgte Sovjetunionen at nærme sig Vestmagterne og skabe et system af kollektiv sikkerhed mod fascismen og nazismen, mens man samtidig rustede sig til at imødegå et angreb fra Japan. Den storpolitiske udvikling i anden halvdel af 1930'erne fik imidlertid sovjetledelsen til at ændre kurs. Det var ikke lykkedes at opnå fransk og britisk støtte mod Tyskland, og i lyset af bl.a. eftergivenheden over for Tyskland i Münchenaftalen 1938 og fascisternes sejr i Den Spanske Borgerkrig søgte Sovjetunionen atter sammen med Tyskland. Den 23.8.1939 undertegnedes Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt, suppleret med en hemmelig tillægsprotokol, der delte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære. Pagten udløste Hitlers angreb på Polen den 1. september og dermed 2. Verdenskrig.

Gennem anneksion af Østpolen, de tre baltiske lande, mindre finske territorier, Bessarabien og Nordbukovina skød Sovjetunionen i 1939-40 sine forsvarsværker mod vest. Alligevel var landet dårligt forberedt militært såvel som politisk, da Hitler den 22.6.1941 indledte sin lynkrig mod Sovjetunionen, som dermed blev Vestmagternes allierede i kampen mod Tyskland. På få måneder stødte tyskerne frem til udkanten af Leningrad og Moskva, og i 1942 nåede de Volgabyen Stalingrad. Herefter satte imidlertid en sovjetisk modoffensiv ind, der drev tyskerne på tilbagetog. Det meste af Østeuropa blev erobret af sovjetiske styrker 1944-45, og i april-maj 1945 indtog Den Røde Hær Berlin.

Krigen på Østfronten var blevet ført med usædvanlig brutalitet. Hitlers mål var at kolonisere Sovjetunionen vest for Ural og tvinge de slaviske "undermennesker" til at leve på et eksistensminimum og fungere som billig arbejdskraft for det tyske "herrefolk". I de besatte områder havde særlige SS-enheder desuden til opgave at likvidere jøder og kommunistiske partifunktionærer. Langt større var dog tabene på selve slagmarken og antallet af civile ofre for de tyske angreb; i alt kostede Den Store Fædrelandskrigomkring 25 mio. sovjetborgere livet.

Også for de russere, der befandt sig bag fronten, var situationen overordentlig hård pga. stor fødevaremangel, forfærdende ringe boligforhold mv. Dertil kom Sovjetstatens forfølgelse af egne borgere. Både før og under krigen blev fx en række mindre ikke-russiske folkeslag, der mistænktes for illoyalitet eller oprørske intentioner, deporteret til Sovjetunionens yderområder.

Trods krigens umådelige ødelæggelser stod Sovjetunionen i 1945 stærkt på den udenrigspolitiske arena. Den Røde Hær havde kontrol over det meste af Østeuropa og den østlige del af Tyskland; desuden gav de aftaler, der var indgået med Vestmagterne på Teheran- og Jaltakonferencerne i november 1943 og februar 1945, gode muligheder for at skaffe Sovjetunionen afgørende indflydelse i de østeuropæiske lande og derigennem få opbygget en ny fremskudt sikkerhedszone i forhold til Vesten. Mønstret i den kolde krigs verden tegnede sig, endnu inden den rigtige krig var forbi.

Læs om Ruslands historie 1682-1917.

Læs om Ruslands historie 1945-91.

Læs mere om Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Erik Rosenfeldt: Rusland (Historie - 1917-45) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153504

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Rusland (Historie - 1917-45)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik