Nikolaj Judenitj, 1862-1933, russisk officer, generalløjtnant fra 1912. Judenitj havde kommandoen over styrkerne ved den russisk-tyrkiske front i Kaukasus og tilsluttede sig efter udbruddet af Den Russiske Revolution i 1917 de hvide. Som øverstbefalende for den antibolsjevikiske hær med base i Estland ledede han i 1919 to forsøg på at indtage Petrograd (nuv. Sankt Petersborg), men blev slået af Den Røde Hær. Judenitj opgav herefter kampen og levede resten af sit liv i Paris.