Leonid Brezjnev

Leonid Brezjnev var en sovjetisk politiker og statsleder. Brezjnev var ingeniøruddannet, havde fra 1935 lokale partiposter i Ukraine og var under 2. Verdenskrig politisk officer på den ukrainske front. I 1950-1952 var han partichef i den moldaviske sovjetrepublik (nu Moldova) og i 1954-1956 i Kasakhstan.

I 1957 blev han medlem af partipræsidiet og var i 1960-1964 formand for Den Øverste Sovjets præsidium, dvs. Sovjetunionens formelle statsoverhoved. Efter at have medvirket ved afsættelsen af Nikita Khrusjtjov fik Brezjnev i 1964 posten som partiets førstesekretær, fra 1966 betegnet generalsekretær, mens Aleksej Kosygin blev ministerpræsident. Mod slutningen af 1960'erne fremstod Brezjnev som Sovjetunionens faktiske leder, og da han i 1977 på ny blev valgt til formand for Den Øverste Sovjets præsidium, kunne han igen formelt kaldes statsoverhoved.

Brezjnevs periode som USSR's leder var præget af stærkt faldende økonomiske vækstrater, blandt andet på grund af den ineffektive planøkonomi, som kun undergik ganske overfladiske reformer; politisk var perioden karakteriseret af betydelig konservatisme, der fastholdt partiets dominerende position og samtidig ved hjælp af statssikkerhedstjenesten KGB søgte at dæmme op for den voksende bevægelse af politisk anderledestænkende (dissidenter). Resultatet blev et samfund i en ideologisk, social og moralsk krise, der nogle få år efter Brezjnevs død banede vejen for Mikhail Gorbatjovs perestrojka-politik.

Udadtil cementerede Brezjnev USSR's dominerende position i Østeuropa, dels med invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968, legitimeret gennem den såkaldte Brezjnevdoktrin, dels med truslen om indgriben i Polen i 1980-1981.

I forholdet til Vesten fulgte Brezjnev, efter først at have gennemført en betydelig oprustning, der militært stillede Sovjetunionen lige med USA som supermagt, en afspændingspolitik, hvis mål var at få anerkendt de bestående grænser i Europa og sikre USSR adgang til vestlig teknologi.

Denne politik førte i 1970'erne til en række internationale aftaler, herunder Helsinkiaftalen i 1975, der bidrog til at mindske spændingen i Europa. Den goodwill, som Sovjetunionen måtte have opnået herved, modvirkedes dog af den politiske undertrykkelse hjemme samt af landets aktiviteter i den tredje verden, herunder især invasionen i Afghanistan i december 1979.