Leningradaffæren, omfattende udrensning i det sovjetiske kommunistpartis afdeling i Leningrad 1949-50. Udrensningen, der omfattede henrettelser af ledende funktionærer, kom et halvt år efter, at Leningrads partichef siden 1934, Andrej Zjdanov (1896-1948), var død. Zjdanov betragtedes af mange som Stalins arvtager, og det anses for sandsynligt, at udrensningen blev iværksat af Zjdanovs rivaler Malenkov og Berija med Stalin i en ukendt rolle for at udslette Zjdanovs magtbase. Blandt affærens prominente ofre var Gosplanformanden Nikolaj Voznesenskij (1903-50), der havde ledet den sovjetiske krigsøkonomi under 2. Verdenskrig.