Lavrentij Pavlovitj Berija

Lavrentij Pavlovitj Berija, 29.3.1899-23.12.1953, sovjetisk politiker. Berija sluttede sig i 1917 til bolsjevikpartiet i sit hjemland, Georgien. I 1921 blev han ansat i Tjekaen (det hemmelige politi), hvor han pga. sin effektive udrensning af politiske modstandere avancerede til leder i den daværende Transkaukasiske Føderation, der bestod af Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.

I 1931 blev han forfremmet til førstesekretær for det georgiske kommunistiske parti og året efter til førstesekretær for det transkaukasiske kommunistparti, hvorved han blev områdets egentlige politiske leder med ansvar for indførelsen af stalinismen.

Berija blev i 1938 hentet til Moskva og gjort til leder af folkekommissariatet (ministeriet) for indenrigsanliggender, på russisk benævnt NKVD, hvorunder hørte sikkerhedstjenesten og det vidtstrakte system af tvangsarbejdslejre. Han blev dermed hovedansvarlig for den politiske terror i de sidste 15 år af Stalins regime. I 1939 kom han som kandidatmedlem af Politbureauet (fuldt medlem fra 1946) i magtens centrum, og under 2. Verdenskrig sad han i den fem medlemmer store komité, der ledede den sovjetiske krigsindsats.

I 1946 blev Berija forfremmet til viceministerpræsident med ansvar for bl.a. USSRs atomprogram. Han syntes dog efterhånden at have mistet Stalins tillid og ville formentlig være blevet udrenset, hvis ikke Stalin var død i marts 1953. I den efterfølgende regeringsomdannelse blev Berija foruden viceministerpræsident igen indenrigsminister.

Den nyeste forskning har peget på, at Berija som et led i magtkampen plæderede for reformer både indadtil og i forhold til fx Tysklandsspørgsmålet. I juli 1953 blev han imidlertid på foranledning af Nikita Khrusjtjov arresteret af sine kolleger i partipræsidiet. I december samme år blev han efter en kort proces henrettet.