Kominform, (fork.f. Kommunistisk Informationsbureau), Kommunist- og Arbejderpartiernes Informationsbureau, international kommunistisk frontorganisation. Kominform dannedes i 1947 af de kommunistiske partier i Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Italien og Frankrig. Hovedkvarteret blev placeret i Beograd, men flyttet til Bukarest efter Titos brud med Stalin i 1948. Organisationen tjente først og fremmest i den tidlige efterkrigsperiode Sovjetunionens behov for øget indflydelse i Vesteuropa og kontrol med Østeuropa. Dens aktiviteter var fortrinsvis fremstilling af propaganda for international kommunistisk solidaritet. Desuden skulle det franske og det italienske parti arbejde for at hindre iværksættelsen af Marshallplanen og Trumandoktrinen i Vesteuropa. Ved Stalins død i 1953 sygnede organisationen hen, og den opløstes officielt i april 1956 som led i Khrusjtjovs afstalinisering og udsoning med Tito. Se også internationaler.