Grigorij Ordzjonikidze, Sergo, 1886-1937, russisk revolutionær og sovjetisk politiker. Ordzjonikidze blev født i Georgien og var i mange år en af Stalins nærmeste medarbejdere. Han beklædte en række ledende poster i regeringsapparatet, fx som kommissær (minister) for sværindustri fra 1932, og han var medlem af Kommunistpartiets Politbureau. Under de store udrensninger i anden halvdel af 1930'erne kom Ordzjonikidze i et voksende modsætningsforhold til Stalin. Han døde under gådefulde omstændigheder, måske begik han selvmord, måske blev han myrdet på Stalins bud.