• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

GULag

Oprindelig forfatter NERos Seneste forfatter Redaktionen

GULag. Man har antaget, at der årlig døde ca. 10 % af de indsatte i de sovjetiske tvangsarbejdslejre som følge af sygdom, underernæring, fysisk nedslidning og periodiske henrettelsesbølger. Værst var forholdene i de lejre, der leverede arbejdskraft til minedriften og skovhugsten i Sovjetunionens koldeste egne; her overlevede kun ganske få. Fotografi fra 1930'erne.

GULag. Man har antaget, at der årlig døde ca. 10 % af de indsatte i de sovjetiske tvangsarbejdslejre som følge af sygdom, underernæring, fysisk nedslidning og periodiske henrettelsesbølger. Værst var forholdene i de lejre, der leverede arbejdskraft til minedriften og skovhugsten i Sovjetunionens koldeste egne; her overlevede kun ganske få. Fotografi fra 1930'erne.

GULag, styrelsen for sovjetiske tvangsarbejdslejre 1930-56. De første arbejdslejre i Sovjetrusland blev etableret kort efter Oktoberrevolutionen i 1917. Blandt dem var en række særlige koncentrationslejre beregnet til politiske modstandere af det bolsjevikiske regime. I 1930 blev GULag oprettet som lejrenes centrale forvaltning, og omkring samme tidspunkt begyndte lejrenes antal at vokse dramatisk, især som følge af den massive modstand blandt bønderne mod tvangskollektiviseringen af landbruget. Fra da af omfattede systemet dels arbejdskolonier og lejre for klassefjendtlige elementer, dels egentlige straffelejre, hvor vilkårene var endnu hårdere. I 1934 blev samtlige lejre lagt ind under den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD (se KGB).

Ordet GULag er en fork.f. russisk Glavnoje Upravlenije ispravitelno-trudovykh Lagerej 'centralstyrelsen for forbedrings- og arbejdslejre'.

Stalins store udrensninger i anden halvdel af 1930'erne fik tvangsarbejdssystemet til yderligere at svulme, dels fordi stadig flere blev dømt til lejranbringelse, dels fordi længden af de tilmålte straffe blev sat kraftigt i vejret. At dømme efter nye oplysninger fra sovjetiske arkiver var der i slutningen af 1930'erne mellem en og to mio. fanger i lejre og arbejdskolonier. Den 1.1.1953 - dvs. kort før Stalins død - var tallet vokset til 2.472.247. Men da dødsraten var meget høj, må det samlede antal lejrfanger, der i løbet af hele Stalinperioden passerede gennem GULag-systemet, sættes langt større. En russisk historiker har anslået, at omkring 20 mio. mennesker blev ofre for dette system fra slutningen af 1920'erne til midten af 1950'erne. Dertil bør lægges alle dem, der i praksis kom ind under eller var afhængige af GULag, selvom de ikke officielt havde status som lejrindsatte. De utallige sovjetborgere, der i Stalin-tiden blev deporteret til "specielle bosættelser" i landets fjerneste egne, indgik fx ikke i statistikken, selvom de levede og arbejdede under vilkår, som ikke adskilte sig meget fra de regulære lejrfangers.

Det samlede GULag-netværk og dets forskellige søsterinstitutioner fungerede ikke blot som et redskab til eliminering af Stalin-regimets reelle og potentielle modstandere, men spillede også en væsentlig rolle i sovjetstatens økonomi. Fangernes arbejdskraft blev bl.a. udnyttet i forbindelse med skovhugst, minedrift, udvinding af olie og gas og anlæg af kanaler, veje og jernbaner. Ofte var GULag hovedleverandør på området. I 1949 tegnede det sovjetiske indenrigsministerium, der dengang havde ansvaret for tvangsarbejdslejrsystemet, sig fx for 100% af platin- og diamantproduktionen i Sovjetunionen, 90% af guldproduktionen og godt 70% af tinproduktionen. Også i forbindelse med det sovjetiske atombombeprojekt blev der gjort udstrakt brug tvangsarbejdskraft. Alt i alt stod indenrigsministeriet for omkring 10% af landets samlede industrielle produktion.

Annonce

Vilkårene for de fanger, der trællede i miner, i skove og på byggepladser, var forfærdende. Samtidig med, at de blev presset til det yderste, måtte de klare sig med stadig mere usle kostrationer og udføre hovedparten af deres yderst tunge og belastende arbejde med simple redskaber som hakker, skovle og trillebøre. Mange af lejrene befandt sig desuden i nogle af Sovjetunionens koldeste og allermest ugæstfri egne. GULag-lejrkomplekset Kolyma i det nordøstlige Sibirien, hvor en stor del af guldudvindingen fandt sted, er sidenhen nærmest blevet et symbol på hele Stalins terror- og tvangsarbejdslejrsystem, lige som Auschwitz er det, når talen er om det nazistiske Tyskland. Men i samtiden var tvangsarbejdslejrsystemet omgærdet af et ekstremt hemmelighedskræmmeri. Intet måtte slippe ud om lejrenes antal, deres geografiske placering, mængden af fanger, karakteren af det udførte arbejde eller de brutale metoder, myndighederne betjente sig af.

Med Stalins død i 1953 begyndte en ny æra. Mange fanger blev løsladt, hele lejrsystemet reorganiseret og begrænset, og i 1956 blev selve GULag-forvaltningen nedlagt. Stalintidens tvangsarbejdslejre er bl.a. beskrevet i Aleksandr Solzjenitsyns monumentale værk Gulag øhavet (1973, da. 1974).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Erik Rosenfeldt: GULag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87021