GOELRO, (fork.f. russ. Gosudarstvennaja kommissija po elektrifikatsii Rossii 'Statskommissionen for Ruslands Elektrificering'), oprettet i 1920 under Lenins parole: "Kommunisme — det er lig sovjetmagten plus hele landets elektrificering". Kommissionens arbejde, GOELRO-planen, repræsenterede bolsjevikkernes første forsøg på økonomisk langtidsplanlægning og blev således en forløber for femårsplanerne og hele det centralistiske planlægningssystem, som Stalin skabte i 1930'erne. I 1921 blev GOELRO underlagt Den Statslige Planlægningskommission, Gosplan.