Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

COMECON

Oprindelig forfatter Pape Seneste forfatter Redaktionen

COMECON, COuncil for Mutual ECONomic Assistance 'Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand', også benævnt CMEA, russ. Sovet Ekonomitjeskoj Vzaimopomosjtji, SEV. COMECON blev oprettet i 1949 på sovjetisk foranledning som koordinerende organ for de nye socialistiske økonomier i Østeuropa og senere også for Mongoliet, Cuba og Vietnam; hovedsædet lå i Moskva. Organisationen var forholdsvis passiv i de første ti år og nøjedes med at opbygge et system af bilaterale handelsaftaler, men i 1960'erne og navnlig i det første Kompleksprogram fra 1971 blev der lagt op til en egentlig koordinering af medlemslandenes femårsplaner samt til udvidet samarbejde inden for økonomisk politik, industripolitik, forskning, udenrigshandel og vigtige sektorer i økonomien. Flere lande, først og fremmest Rumænien, gik dog imod et sovjetisk forslag om "international socialistisk arbejdsdeling", dvs. regional specialisering. Organisationen var ikke overstatslig og udgjorde ikke et østeuropæisk fællesmarked på samme måde som EF (EU) i Vesteuropa. Desuden led den af mange af de samme skavanker som de planøkonomier, den skulle koordinere, herunder en høj grad af bureaukratisering og afsondrethed fra verdensmarkedets krav og standarder. Organisationen blev nedlagt i juni 1991, efter at forsøg på at oprette en ny, markedsorienteret efterfølger var faldet til jorden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Pape: COMECON i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58247