Brezjnevdoktrinen er en vestlig betegnelse for en sovjetisk udenrigspolitisk doktrin, ifølge hvilken de socialistiske landes befolkninger og kommunistiske partier nok havde frihed til at bestemme deres eget lands udvikling, men ikke i deres beslutninger måtte skade hverken deres egen socialisme, andre socialistiske lande eller den internationale arbejderbevægelse. Hvis denne bestemmelse ikke blev overholdt, havde de øvrige socialistiske lande og kommunistpartier ret og pligt til at yde "broderlig hjælp", fx i form af militær intervention.

Brezjnevdoktrinen, som præsenteredes i en artikel i den sovjetiske avis Pravda 26.9.1968, uden dog her at være forbundet med Brezjnevs person, var den sovjetiske ledelses ideologiske retfærdiggørelse af invasionen i Tjekkoslovakiet måneden før.

De sovjetiske myndigheder anerkendte aldrig eksistensen af doktrinen, og i 1969 benægtede Brezjnev personligt, at de socialistiske landes suverænitet var begrænset, hvilket i sig selv kan betragtes som et vidnesbyrd om det ubehag, doktrinen havde fremkaldt i de østeuropæiske kommunistpartier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig