Novgorod

Volkhovfloden har bestemt byens tvedelte plan. På den østlige bred, Handelssiden, er bevaret flere af de karakteristiske kombinerede lager- og kirkebygninger fra Novgorods storhedstid. På den vestlige bred, Sofiasiden, hæver det muromgivne kreml sig med bl.a. Sofiakatedralen, opført i 1045-1057 af byzantinske arkitekter; freskoerne og ikonerne er også byzantinsk inspireret, mens vestportalens bronzedøre, udført i 1152-1154 af Riquinus fra Magdeburg, vidner om de frugtbare forbindelser med hansestæderne. Talrige andre kirker og klostre opførtes i 1100-1300-tallet, også uden for bykernen. Novgorod har givet navn til en af de fornemste skoler inden for russisk ikon- og freskomaleri i 1300-tallet med Theofanes Grækeren som vigtigste repræsentant.

Arkæologiske udgravninger har vist, at Novgorod, der i skandinaviske kilder fra vikingetiden benævnes Holmgård, opstod i begyndelsen af 900-tallet. Byen blev underlagt Kyjivfyrsten, der fra 970 indsatte en søn som fyrste i Novgorod. I 1015 søgte Jaroslav den Vise i oprør mod faderen, Vladimir 1., at gøre Novgorod med dens omgivende territorium uafhængigt. Da Jaroslav i 1036 flyttede sin residens til Kyjiv, blev denne selvstændighedspolitik opgivet, og frem til 1130'erne sad som oftest Kyjivfyrstens ældste søn som fyrste i Novgorod. Byen begyndte at udvide sit territorium mod nordøst og strakte sig allerede i ca. 1100 til Ishavet og Uralbjergene og fik dermed egne interesser, der ikke tilgodesås af Kyjivfyrsterne, hvis rige samtidig gik i opløsning. Det førte på ny til selvstændighedsbestræbelser, og i 1132/1136 forvistes den sidste af fyrsterne fra Kyjiv.

Novgorod udviklede nu egne politiske institutioner, og i 1136-1478 kan man tale om en byrepublik. Man beholdt godt nok en fyrste, der nærmest ansattes på kontrakt af folkeforsamlingen, vetje; fyrsten kunne forvises, hvis han brød kontrakten. Da hans rolle nu først og fremmest var at tilføre bystaten en hær, valgtes han oftest blandt andre fyrstendømmers fyrster eller fyrstesønner. De grundlæggende politiske beslutninger, ikke mindst udnævnelsen til de vigtigste embeder, blev i stedet truffet på vetjen. Det gjaldt det mest indflydelsesrige civile embede som posadnik 'borgmester', der valgtes blandt en snæver kreds af Novgorod-bojarer, samt embedet som tysjatskij 'tusindmandsleder', der havde militære og handelsretlige funktioner. For yderligere at sikre bystatens uafhængighed af det øvrige Rusland blev også byens kirkelige overhoved, ærkebiskoppen, fra 1156 valgt på vetjen.

Grundlaget for Novgorods rigdom og magt var øst-vest-handelen, der frem til ca. 1200 via Gotland formidledes af skandinaver og russerne selv. Senere overtog hansestæderne denne handel. Formidlingen af varer fra det russiske marked til og fra Novgorod var på byens hænder. Afhængigheden af handel indebar, at Novgorod tilstræbte fredelige forhold i nærområdet. Til gengæld lokkede byens rigdomme nabostaterne, ikke mindst Den Tyske Orden og Sverige, til at føre en aggressiv politik. Novgorod kunne ofte alliere sig med hansestæderne, der havde interesse i fri handel, og så længe Estland var i dansk besiddelse også med Danmark.

Fra ca. 1350 svækkedes Novgorod, der nu ellers for at understrege sin suverænitet føjede Gospodin 'herre' til sit officielle navn, Stor-Novgorod. I takt med, at Moskva samlede stadig flere russiske fyrstendømmer under sig, fik Novgorod færre alternativer i valget af fyrste. Til sidst var der intet alternativ til Moskvafyrsten, og han kunne foretage både økonomisk og politisk afpresning over for byen. I 1471 allierede Novgorod sig i et desperat forsøg på at bevare sin uafhængighed med den litauiske storfyrste, hvilket førte til en militær aktion fra Moskvafyrsten Ivan 3. den Store, der i 1478 valgte at gøre en ende på Novgorodstatens selvstændighed. Med sine europæiske kontakter og sin tradition for antiautokratisk styreform blev Novgorod mødt med skepsis fra Moskva. For at knække en mulig politisk opposition blev hele bojarklassen (bojar) kort efter erobringen forflyttet til Moskvaområdet og erstattet af en loyal tjenesteadel, og endnu i 1570 anså Ivan 4. det for nødvendigt at kvæle Novgorodånden i et blodbad. Bortset fra en periode i begyndelsen af 1600-tallet, da Novgorod til dels under svensk herredømme (1611-1617) atter søgte at hævde sin selvstændighed, sank byen nu ned til at blive en almindelig russisk provinsby. Først de omfattende arkæologiske udgravninger fra 1932 bragte atter byen i søgelyset. Her kom det til at spille en rolle, at Novgorod fra august 1941 gennem 2¹/₂ år lå få kilometer fra fronten og efter krigen næsten var jævnet med jorden; det muliggjorde systematiske udgravninger, der har resulteret i imponerende fund, hvor ikke mindst birkebarkbrevene har kastet helt nyt lys over middelalderbyens kulturelle rigdom.