Smolnyj, bygningskompleks i Sankt Petersborg bestående af Smolnyjklostret, bygget 1748-64 af B.F. Rastrelli, og Smolnyjinstituttet for velbårne piger, bygget 1806-08 af G. Quarenghi (1744-1817).

Instituttet, der blev grundlagt 1764 og var tilknyttet klostret, var den første uddannelsesinstitution for piger i Rusland og havde afdelinger både for aristokratiets og middelstandens døtre. I august 1917 blev det overtaget af de revolutionære, der brugte det til hovedkvarter for opstanden mod Den Provisoriske Regering 7/11 (se Den Russiske Revolution).

Samme nat samledes Den Anden Alrussiske Sovjetkongres i bygningen, hvor den udråbte Sovjetmagten og dannede en ny regering under Lenins ledelse.

Smolnyj var sæde for Sovjetregeringen, indtil den flyttede til Moskva i 1918. Derefter blev bygningen overtaget af lokale parti- og Sovjetorganer. Siden 1991 har Smolnyj huset Sankt Petersborgs borgmesterkontor.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig