Aleksandr Lebed var en sovjetisk og russisk general, fra 1995 russisk politiker. Lebed blev uddannet i faldskærmstropperne og deltog i begyndelsen af 1980'erne i krigen i Afghanistan. Derefter blev han chef for en elitefaldskærmsdivision. Under kupforsøget i august 1991 mod præsident Gorbatjov nægtede Lebed at følge kupmagernes ordrer, men han stillede sine styrker til Boris Jeltsins disposition. Lebed var fra 1992 chef for 14. russiske armé i udbryderstaten Dnestrrepublikken, men tog sin afsked i 1995 i protest mod Jeltsins planer om at forflytte ham. Derefter gik han ind i politik og fik på et program om antikorruption og lov og orden en overraskende tredjeplads ved præsidentvalget i 1996. Lebed støttede i anden valgrunde Jeltsin og sikrede hans genvalg. Som belønning blev han sekretær i Sikkerhedsrådet og afsluttede i den egenskab krigen i Tjetjenien i slutningen af 1996; kort efter blev han fyret fra posten. Lebed nød stor popularitet i befolkningen, og han stiftede i 1997 sit eget parti. I 1998 blev han valgt til generalguvernør i Krasnojarsk-territoriet. Lebed omkom ved et helikopterstyrt.
Aleksandr Lebed
Faktaboks
Aleksandr Lebed
- Født
- 20. april 1950
- Død
- 28. april 2002
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.