Faktaboks

Julija Timosjenko
Født
27. november 1960

Julija Timosjenko fotograferet i 2008.

.

Julija Timosjenko, f. 27.11.1960, ukrainsk politiker. Julija Timosjenko var 1995-97 leder af et selskab, der importerede russisk naturgas til Ukraine. I 1996 blev hun valgt til det ukrainske parlament, og i marts 1999 dannede hun sit eget parti, Fædrelandet.

I december 1999 blev hun vicepremierminister i Viktor Jusjtjenkos regering med ansvar for brændstof- og energisektoren. Her søgte hun at stoppe korruptionen og kriminelle gruppers indflydelse på sektoren.

I 2000 fremsatte statsadvokaterne i Ukraine og Rusland en række anklager mod hende, bl.a. for korruption og smugling af russisk gas, og hun blev afskediget som vicepremierminister i januar 2001. I november 2001 dannede hun partiet Julija Timosjenkos Blok, der ved parlamentsvalget i marts 2002 fik godt 7% af stemmerne.

I efteråret 2004 støttede hun den orange revolution og Viktor Jusjtjenko som kandidat ved præsidentvalget. I januar 2005 blev hun udnævnt til premierminister af Viktor Jusjtjenko, der dog afskedigede hende og regeringen i september 2005 efter et brud i den orange koalition. Julija Timosjenko fik et politisk comeback ved parlamentsvalget i marts 2006, hvor hendes blok fik 22% af stemmerne.

Ved valget i i september 2007 fik Julija Timosjenkos Blok 27 mandater, og partierne i den orange koalition kunne efter langvarige forhandlinger danne regering med Julija Timosjenko som premierminister. Den orange koalition gik imidlertid i opløsning i 2008, og Viktor Jusjtjenko udskrev nyvalg. Det lykkedes for Julija Timosjenko at skabe en ny koalition herefter.

Ved præsidentvalget i 2010 stillede hun op, men led nederlag til Viktor Janukovytj. Snart herefter blev Julija Timosjenkos regering mødt af et mistillidsvotum, og hun måtte træde tilbage.

I august 2011 blev Julija Timosjenko arresteret, anklaget for magtmisbrug i forbindelse med en kontrakt, hun underskrev i 2009 vedrørende energiforsyninger til Ukraine. Bl.a. EU og USA kritiserede arrestationen, der blev betegnet som politisk forfølgelse af en oppositionsleder. Timosjenko blev den 11.10.2011 kendt skyldig i anklagerne og idømt syv års fængsel.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol underkendte i april 2013 anholdelsen og varetægtsfængslingen af Julija Timosjenko i august 2011 forud for dommen, idet der ifølge domstolen i Strasbourg ikke var noget retsligt grundlag herfor. Selve retssagen og dommen i Ukraine er genstand for en anden sag, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol endnu ikke har afgjort.

Efter de voldsomme uroligheder i februar 2014, der væltede præsident Janukovytj, blev Julija Timosjenko løsladt fra fængslet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig