Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikheil Saakasjvili

Oprindelige forfattere ABN og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Mikhail Saakasjvili ved en pressekonference i parlamentsbygningen i Tbilisi i 2005. I forgrunden ses hans gæst præsident George W. Bush i færd med at besvare journalisternes spørgsmål.

Mikhail Saakasjvili ved en pressekonference i parlamentsbygningen i Tbilisi i 2005. I forgrunden ses hans gæst præsident George W. Bush i færd med at besvare journalisternes spørgsmål.

Mikheil Saakasjvili, f. 21.12.1967, georgisk politiker; Georgiens præsident 2004-13. Saakasjvili er uddannet jurist fra Kyjivs Universitet og fra Columbia University og George Washington University. Ved parlamentsvalget i 1995 blev han valgt for præsident Eduard Sjevardnadzes parti Den Georgiske Borgerunion. I parlamentet blev han formand for retsudvalget. I 2000 blev han justitsminister i Sjevardnadzes regering og gik i gang med at bekæmpe den udbredte korruption, der rakte helt ind i regeringen. Efter mindre end et år på posten trak han sig tilbage i protest mod Sjevardnadzes angivelige uvilje mod at gøre noget ved korruptionen. Herefter dannede han partiet Den Forenede Nationale Bevægelse, og i 2002 blev han valgt til borgmester i hovedstaden Tbilisi. Ved parlamentsvalget i november 2003 vandt ifølge det officielle resultat Sjevardnadzes koalition, men oppositionen under ledelse af bl.a. Saakasjvili mente, at den havde vundet, og opfordrede Sjevardnadze til at trække sig tilbage. Efter den ublodige såkaldte "Rosenrevolution" trådte Sjevardnadze tilbage, og i januar 2004 blev Saakasjvili valgt til præsident med 96,3% af stemmerne.

Hans politiske målsætning var en genforening af Georgien, bekæmpelse af korruptionen, integration af landet i de euro-atlantiske strukturer og etableringen af et venskabeligt forhold til Rusland. I efteråret 2007 blev han af sin tidligere forsvarsminister Irakli Okruasjvili beskyldt for korruption og for at planlægge mord på en georgisk medieoligark, der støttede oppositionen. Okruasjvili blev arresteret, anklaget for bl.a. embedsmisbrug i sin tid som minister. Anklagerne fremkaldte store protestdemonstrationer i Tbilisi, hvor oppositionen beskyldte Saakasjvili for at være autoritær og for at gøre for lidt for at bekæmpe fattigdommen og krævede hans afgang. Den 7. november blev en demonstration i Tbilisi opløst af politiet med brug af tåregas, knipler og vandkanoner. Han ville ikke gå af som præsident, men udskrev præsidentvalg før tiden til afholdelse i januar 2008. Saakasjvili vandt med 53,5% af stemmerne. Hans forsøg på at genvinde Syddossetien ved en militær operation i august 2008 udløste en massiv russisk gengældelse, og har formentlig skadet forholdet til Rusland uopretteligt, mens ønsket om at Georgien skulle optages i NATO nu synes urealistisk. Efter Ruslands anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater måtte Saakasjvili opgive sit mål om at retablere Georgiens territoriale integritet.

I oktober 2012 tabte Saakasjvilis parti Den Forenede Nationale Bevægelse parlamentsvalget til mangemilliardæren Bidzina Ivanisjvilis parti Georgiens Drøm. Ivanisjvili stod for en mere Moskvavenlig linje. Saakasjvili kunne af forfatningsmæssige årsager ikke stille op til præsidentvalgtet i 2013, men kandidaten fra hans parti tabte valget til en allieret af Ivanisjvili, Giorgi Margvelasjvili. Saakasjvili blev anklaget for magtmisbrug og flyttede til USA.

Annonce

I maj 2015 fik Saakasjvili ukrainsk statsborgerskab og blev dagen efter overraskende udnævnt til guvernør i den ukrainske provinsby Odessa af Ukraines præsident Porosjenko, som han tidligere havde været rådgiver for. I december s.å. udstedte Georgiens præsident Giorgi Margvelasjvili en forordning, som giver mulighed for fratagelsen af et statsborgerskab. Med henvisning til Saakasjvilis ukrainske statsborgerskab, blev han dermed frataget sit georgiske statsborgerskab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Lars Peder Poulsen-Hansen: Mikheil Saakasjvili i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=154127