Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julija Timosjenko

Oprindelig forfatter LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Julija Timosjenko fotograferet i 2008.

Julija Timosjenko fotograferet i 2008.

Julija Timosjenko, f. 27.11.1960, ukrainsk politiker. Julija Timosjenko var 1995-97 leder af et selskab, der importerede russisk naturgas til Ukraine. I 1996 blev hun valgt til det ukrainske parlament, og i marts 1999 dannede hun sit eget parti, Fædrelandet.

I december 1999 blev hun vicepremierminister i Viktor Jusjtjenkos regering med ansvar for brændstof- og energisektoren. Her søgte hun at stoppe korruptionen og kriminelle gruppers indflydelse på sektoren.

I 2000 fremsatte statsadvokaterne i Ukraine og Rusland en række anklager mod hende, bl.a. for korruption og smugling af russisk gas, og hun blev afskediget som vicepremierminister i januar 2001. I november 2001 dannede hun partiet Julija Timosjenkos Blok, der ved parlamentsvalget i marts 2002 fik godt 7% af stemmerne.

Annonce

I efteråret 2004 støttede hun den orange revolution og Viktor Jusjtjenko som kandidat ved præsidentvalget. I januar 2005 blev hun udnævnt til premierminister af Viktor Jusjtjenko, der dog afskedigede hende og regeringen i september 2005 efter et brud i den orange koalition. Julija Timosjenko fik et politisk comeback ved parlamentsvalget i marts 2006, hvor hendes blok fik 22% af stemmerne.

Ved valget i i september 2007 fik Julija Timosjenkos Blok 27 mandater, og partierne i den orange koalition kunne efter langvarige forhandlinger danne regering med Julija Timosjenko som premierminister. Den orange koalition gik imidlertid i opløsning i 2008, og Viktor Jusjtjenko udskrev nyvalg. Det lykkedes for Julija Timosjenko at skabe en ny kaolition herefter.

Ved præsidentvalget i 2010 stillede hun op, men led nederlag til Viktor Janukovitj. Snart herefter blev Julija Timosjenkos regering mødt af et mistillidsvotum, og hun måtte træde tilbage.

I august 2011 blev Julija Timosjenko arresteret, anklaget for magtmisbrug i forbindelse med en kontrakt, hun underskrev i 2009 vedrørende energiforsyninger til Ukraine. Bl.a. EU og USA kritiserede arrestationen, der blev betegnet som politisk forfølgelse af en oppositionsleder. Timosjenko blev den 11.10.2011 kendt skyldig i anklagerne og idømt syv års fængsel.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol underkendte i april 2013 anholdelsen og varetægtsfængslingen af Julija Timosjenko i august 2011 forud for dommen, idet der ifølge domstolen i Strasbourg ikke var noget retsligt grundlag herfor. Selve retssagen og dommen i Ukraine er genstand for en anden sag, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol endnu ikke har afgjort.

Efter de voldsomme uroligheder i februar 2014, der væltede præsident Janukovitj, blev Julija Timosjenko løsladt fra fængslet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen: Julija Timosjenko i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172271