Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jegor Gajdar

Oprindelige forfattere LP-H og TP Seneste forfatter Hejsa

Jegor Gajdar, 19.3.1956-16.12.2009, russisk politiker. Gajdar blev uddannet økonom og arbejdede som journalist. I 1991 gjorde præsident Jeltsin ham ansvarlig for en markedsøkonomisk reformkurs; som stedfortrædende regeringschef iværksatte han i 1992 en reform, der betød frigivelse af detailpriserne; senere blev den fulgt op af et privatiseringsprogram. I december 1992 blev Gajdar afskediget efter pres fra Den Øverste Sovjet. Han var derpå leder af valgblokken Ruslands Valg og medlem af Dumaen 1993-95. Fra 1994 var han formand for partiet Ruslands Demokratiske Valg. Indtil angrebet på Tjetjenien i december 1994 støttede han Jeltsin, men blev derefter kritiker af hans regering. Siden 1992 har Gajdar været direktør for Instituttet for Transitionsøkonomi. Han var medlem af Dumaen 1999-2003 for Ruslands Demokratiske Valg og Unionen af Højrekræfter, der blev stiftet i 2001 af bl.a. Gajdars parti og med ham som medformand. Han stillede op til Dumavalget i 2003, men blev ikke valgt ind, da partiet ikke kom over spærregrænsen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen, Thomas Petersen: Jegor Gajdar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81682